Puk Elgård er især kendt for sit smil, sin positivitet og sine humoristiske bemærkninger. Nu afslører den populære tv-vært i et interview med 'Alt for Damerne', hvorfor det er så vigtigt at inddrage humor og smil i sit arbejde.

»Humor er et vigtigt våben mod alt. Smil og grin er balsam. Det er livseliksir, det er medicin, det er alt. Og det ville virkelig være svært for mig at undvære at grine med nogen,« siger Puk Elgård.

Selvom livet langt fra har været en dans på roser, har humoren altid fyldt meget for den 49-årige tv-vært.

Puk Elgård, som voksede op i et misbrugerhjem, lærte allerede da hun var barn, at det bestemt ikke er alt i livet, der er lige sjovt. Inden hun blev født, mistede hendes forældre en otte-årig datter, og det blev starten på en krise, som forældrene aldrig kom over.

Puk Elgård har flere gange beskrevet sig selv som et erstatningsbarn, der kom til verden for at hele. Hun blev født mindre end et år efter hendes søsters død, ind i en familie, som ikke havde bearbejdet sorgen over at have mistet et barn. Begge hendes forældre drak meget og havde psykiske problemer.

I et interviewet i 'Alt for Damerne', fortæller den populære tv-vært, at hun aldrig vidste, hvad hun kom hjem til, eller hvilken tilstand hendes forældre var i. Alligevel var Puk Damsgård aldrig vred på sine forældre - faktisk var det dem, der lærte hende, hvor vigtigt det er at grine - selv når livet ikke er sjovt.

Puk Elgård mindes blandt andet en jul, hvor begge forældrene var indlagt på hvert deres hospital. Den ene forælder måtte blive kørt over til den anden, så den lille familie kunne fejre højtiden på en klinisk hvid hospitalsstue. Selv det blev der grint af i Puks familie - for hvad kunne man ellers gøre, som tv-værten selv udtrykker det.

Selvom Puk Elgård er blevet voksen, er humoren et ligeså vigtigt værktøj i hendes liv, som det var dengang.

»Jeg tror, at folk har brug for et fristed og for at grine. Det har jeg i hvert fald, for verden har aldrig været så tæt på at bryde ned, som den er nu. Vi hører om det negative hele tiden, og så trækker jeg måske lidt i den anden retning. For jeg synes, at det er vigtigt, at folk kan tænde fjernsynet i weekenden og få et smil på læben,« siger Puk Elgård.

Puk Elgård er blandt andet kendt for 'Hokus Krokus', 'Aftenshowet' og 'Go' Morgen Danmark.' Privat er hun gift med den tidligere jægersoldat Lothar Friis, og sammen har de sønnen Robin på 15 - som ifølge den stolte mor også har en rigtig god humor.