Tv-værten Puk Elgård gik torsdag ind i den debat, der opstod, efter Annette Heick ærligt indrømmede, at hun er begyndt at bruge botox. Men når man stikker næsen frem, skal man tilsyneladende være forberedt på at få noget igen.

Det er ikke altid, at visse kendisser har lyst til at indrømme, at deres pletfri udseende lader sig gøre på grund af hjælp fra kirurgiens eller kemiens verden. Det gælder dog ikke 45-årige Annette Heick, der onsdag skrev på sin Instagram-profil, at hun er begyndt at få botox-behandlinger, fordi hun ser rynket ud på skærmen, når hun får sin 'tv-makeup' på.

Torsdag morgen kom Annette Heicks fire år ældre tv-kollega Puk Elgård på banen i rynke-debatten ved at skrive en opdatering på Instagram. Her skrev Puk Elgård  blandt andet, at hun synes, at 'man skal hælde alt den BOTOX i knolden, man vil'. Men samtidig slog hun et slag for, at dem 'der beholder rynkerne også kan ses i fjernsynet'.

Og så var debatten ellers godt i gang på Puk Elgårds Instagram-væg. Det var dog en kommentar fra brugeren 'ascia1', der skilte sig ud, fordi vedkommende anklagede tv-værten for at være en kende dobbeltmoralsk. Ifølge brugeren er Elgårds barm nemlig ikke et produkt af naturen:

'Rynker eller ej, Puk de ses jo næsten ikke på Annette. Det gør derimod dine alt for store, kunstige bryster, Puk, så det er ikke alle steder, du synes, at naturen selv skal bestemme, Puk....,' skriver 'ascia1' til Puk Elgårds opdatering.

Her måtte Puk Elgaard se sig nødsaget til at forsvare sig:

'Kære venner. I går handlede det om BOTOX og husk nu, det var ikke et angreb på @annetteheick som er dygtig og smuk, men en kommentar til, at blive rynket på skærmen. Tak for alle beskederne. Særligt en står tilbage. Og inden, vi forlader kosmetiske indgreb, kan jeg meddele, at mine, ALT FOR STORE, kunstige bryster er lavet af fedt og benmel, (eller hvad det nu er, naturen så gavmildt har puttet i dem.) De sociale medier er en skør forlystelsespark. Go dag til alle,' skriver Puk Elgaard, der dermed dementerer påstanden om, at hun har fået kirurgisk assistance til sine bryster.

Det var onsdag, at Annette Heick begyndte hele debatten om rynker og botox på Instagram. Opslaget lød således:

'Vi arbejder os stille og roligt frem med bittesmå dråber af botox, og billedet til venstre viser virkningen efter fire dage. Vi er stadig i småtingsafdelingen, men det har jeg det nu helt fint med. Jeg er ikke flov over at hente en smule hjælp,' skrev Annette Heick, der skal være vært for dette års Melodi Grand Prix.

Herunder kan du se Puk Elgårds seneste opslag på Instagram:

Og herunder Annette Heicks opslag, der begyndte debatten: