Psykiater Henrik Day Poulsen: Mine kammerater kaldte mig cand.kruk.

Psykiater og forfatter Henrik Day Poulsen siger gerne sin mening om psykopater, mande- og kvinderoller samt homoseksuelle.

Jeg havde en kæreste, Lene, og jeg var gift med hende i to-tre år. Hun og jeg var her i Algarve i Portugal, hvor jeg poserede med min Robe di Kappa trøje. Hun er i dag retsmediciner, og vi er vældig gode venner. Det var nok i løbet af tyverne, det gik op for mig, at jeg var til mænd. Men jeg definerer aldrig mig selv ud fra min seksualitet, jeg synes, der er så mange andre ting at gå op i. Jeg vil hellere vurderes ud fra, hvad jeg kan rent fagligt eller som god ven. Jeg har ikke behov for at kæmpe for særlige rettigheder for bøsser og lesbiske, om de skal giftes i kirke eller ej, jeg er ret ligeglad. Jeg har aldrig følt mig diskrimineret her i landet. Jeg går ikke ind for, at to mænd skal have lov til at adoptere et barn. Jeg tror, det mest naturlige for et barn er at have en far og en mor.

Jeg står her ved min arbejdsplads Bispebjerg Hospital, foran den lukkede afdeling, hvor jeg i dag er overlæge - billedet er fra 2003. Jeg er aldrig kommet noget til, men jeg er blevet truet mange gange. Vi arbejder med konflikthåndtering hele tiden, for der er af og til meget uro på afdelingen grundet en del maniske patienter. Derfor forsøger vi at forebygge, hvad der kan ske, før nattevagten kommer.

I den blå bog fra gymnasiet, blev jeg her kaldet ’Daysi’. Mine kammerater tilføjede, at jeg var cand. kruk. dil., fordi nogle mente, jeg var lidt krukket. Jeg har altid lagt meget vægt på, at tingene skulle være i orden, og dengang i firserne skulle tøjet også være det, så jeg gik i La Coste. Det var min uniform.

Jeg voksede op i Aalborg, som jeg mener er en rigtig by, eftersom der var også dengang en Magasin. Jeg gjorde mig bemærket ved, at jeg havde kniv og gaffel med, når jeg spiste min madpakke, som jeg selv havde smurt hjemmefra. Den var som regel med roastbeef eller banan. Sådan er det også i dag, jeg vil hellere lave god mad selv end gå på en dårlig restaurant.

Jeg mener ikke selv, jeg er kedelig. Her var jeg 35 år, og vi var et par stykker, der havde købt batmanmasker, og jeg var glad for min nye læderjakke. Af en eller anden grund skulle jeg også have en yellow taxi i håret, inden vi skulle på restaurant i New York.

Indien er et af de mest anderledes steder, jeg har været - på godt og ondt. Her syntes vagterne, det var sjovt at blive fotograferet sammen med mig. Jeg går meget op i at vide noget om forskellige kulturer i forhold til mit arbejde. Når jeg undersøger etniske medborgere som patienter, er det vigtigt at vide, at en perser er noget andet end en araber, som er noget andet end en libaneser. De har forskellige baggrunde, og hvis man skal sige noget om, hvorvidt det er sygeligt eller kulturelt, må man kende fakta.

Da jeg boede i USA, var jeg her med ved åbningen af en kunstudstilling, hvor en kunstner havde spurgt, om jeg ville være med til at danse. Han instruerede os i dansen og draperede vores gevandter, og så var der lidt champagne. Fantastisk, ikk? Et par år lavede jeg noget ganske andet - jeg skrev en ph.d.- afhandling om anvendelse af tvang i psykiatrien. Konklusionen var, at tvang kan være nødvendigt, men det skal minimeres. Det er naivt at tro, man kan undgå bæltefiksering.

I mit liv har jeg fået en masse tæsk, fordi jeg som offentlig person har en mening om tingene, blandt andet ved at udgive bogen ’Psykopater - når mennesker bliver hensynsløse og farlige’. En lægekollega sagde til mig: ’Jamen Henrik, det er en forfærdelig bog, du har skrevet, jeg synes det er synd for de stakkels psykopater.’ Jeg svarede: ’Jeg synes faktisk, det er mere synd for ofrene.’ Det er jo ikke en hemmelighed, at læger er meget venstreorienterede, det er dokumenteret. Den venstreorienterede læge-intelligentsia synes sikkert også, det er dybt problematisk, at jeg f.eks. er med i et interview som dette og Kender du typen på DR.

Jeg kan enormt godt li’ Japan og japanerne, for det er et meget æstetisk folkefærd med hensyn til deres mad, påklædning, husindretning og haveindretning. Man stræber efter perfektion, som i Frankrig, selvom man aldrig når det. Japanerne er også et skønt folk. Der var f.eks. ikke nogen plyndringer efter tsunamien for et års tid siden. Havde der været en naturkatastrofe i København, tror jeg at B&O- og Gucci-butikkerne var blevet ribbet. Det sker bare ikke i Japan, og det er så fantastisk et træk, at selv når det går dårligt, opfører folk sig ordentligt.

Læs også: