Producenten bag Far til fire-filmen, hvor Bodil Jørgensen blev hårdt kvæstet under optagelserne, afviser, at scenen var for 'risky' at indspille.

Scenen var gennemspillet forinden og alt var afprøvet og gennemtjekket, inden holdet bag Far til fire-filmen lod den gamle McCormick-traktor arbejde sig op af det stejle dige med den 53-årige skuespiller Bodil Jørgensen placeret på traktorens bagskovl. Men det var ikke, fordi den gamle traktor manglede trækkraft eller ikke kom i gear, at den pludselig skred baglæns ned af det yderste dige ud til kysten ved Vadehavet.

Det har ellers tidligere været fremme, at traktoren slet ikke kunne kapere opgaven, men det afviser producenten bag filmen over for BT.

- Traktoren kører op, som den skal, men hvorfor den pludselig triller tilbage, aner vi stadig ikke. Det kan være en menneskelig fejl, at man ikke får trådt på bremsen, men det kan også være en teknisk fejl. Det sidste er nu svært at tro, fordi vi netop har fået den tjekket forinden, og alt var i orden, siger producent Henrik Møller-Sørensen fra ASA Film Production.

Ulykken skete tidligt onsdag morgen, klokken 6.40, under optagelserne til den nye Far til fire-film 'Far til fires vilde ferie'. Bodil Jørgensen blev omgående kørt til sygehuset i Esbjerg, inden hun senere på dagen blev overført til Odense Universitetshospital. Her stod det klart, at hun havde fået flere brud på bækken og ribben.

Men inden det gik galt, prøvede filmholdet scenen af med teknisk personale, og her gik alt efter planen, fortæller producenten.

- Vi prøver det hele af inden ulykken sker, hvor teknisk personale uden problemer kører op på diget. Der var folk på traktoren, akkurat som der skulle være på optagelsen, og alt gik godt. Jeg mener ikke, at der var noget som helst 'risky' ved at udføre den scene.

Arbejdstilsynet har tidligere været ude og kritisere arbejdsforholdene og tildele produktionen to strakspåbud, men det giver producenten ikke meget for.

- Jeg har ikke meget respekt for det, Arbejdstilsynet siger. Vi laver film og kører ikke persontransport! Det svarer til at sige, at der heller ikke må være ild i et menneske, eller at et hjul ikke må falde af en bil, når det netop er det, der skal ske i en film. Derfor mener jeg ikke, at man kan beskylde os for at handle groft uansvarligt.

Han vil nu lade det være op til politiet at vurdere, om der er noget at komme efter.

- Alle, der har været til stede, er blevet afhørt af politiet, og jeg har naturligvis også sagt, at jeg stiller alt til rådighed, så de kan gøre deres arbejde, siger Henrik Møller-Sørensen.

Og så understreger han, at uanset hvad politiet kommer frem til, uanset at der måske ikke blev trådt på bremsen eller at forholdene ikke var i orden, så er ansvaret hans alene.

- Jeg har lavet film i 35 år, og jeg har aldrig oplevet nogen nævneværdige uheld. Når det er sagt, så er ansvaret i sidste ende helt og holdent mit. Det er ikke en eller anden skuespiller eller teknikers, det er mit. Og det står jeg ved, siger Henrik Møller-Sørensen.

Udover politiet har holdet også haft en psykolog til stede, der kunne give krisehjælp.

- Alle spørger jo sig selv lige nu: 'Kunne jeg have gjort noget anderledes'? Og det er i virkeligheden det forfærdelige, at vi alle går med den her skyldfølelse over det, der er sket. Lige nu må vi forsøge at fokusere på det positive, at det går frem ad for Bodil. Det glæder jeg mig meget over.

Bodil Jørgensen er dog ikke i stand til at komme på scenen i den nærmeste fremtid. I stedet har Kirsten Lehfeldt overtaget hendes rolle som fru Sejersen i filmen, mens Paprika Steen har fået hendes roller i Tivoli-revyen 'Tam Tam'.