En brækket nakke og en masse arbejde med at etablere en ny virksomhed sammen har været med til at presse Annette Heick og manden Jesper Vollmer så meget, at det har været en nødvendighed at søge professionel hjælp.

Kalenderen skriver 2016, og det er ægteparret Annette Heick og Jesper Vollmer meget vel glade for.

2015 skulle nemlig vise sig at blive et begivenhedsrigt år for de to, der nu er begyndt i parterapi for at holde fast i hinanden.

»Jeg kæmper for at overleve, og for familiens overlevelse. Jeg har brugt det sidste år på bare at overleve, og det er svært. Jeg vil sige, at jeg er i en identitetskrise, og det har jeg aldrig prøvet før. Vi har både psykolog tilknyttet og går i parterapi lige nu,« siger hun til Billed-Bladet ifølge TV2.

Forretningsstart og ferieulykke blev for meget

I løbet af sidste år besluttede ægteparret at satse alt på en nystartet kursusvirksomhed på Bornholm kaldet Rå.

Jesper Vollmer, der normalt arbejder som køkkenchef i kongehuset, annoncerede den 21. januar 2016, at han vil forlade dén post 1. juli i år, for at kunne hjælpe til med foretagendet.

Det var også ham, som brækkede sin nakke ved en badeulykke under et ferieophold i Thailand i januar 2015.