Den amerikanske Hollywood-stjerne Charlie Sheen røber sin dybeste hemmelighed på direkte tv. Nu risikerer han mange års fængsel.

Verdens højest betalte tv-stjerne, 50-årige Charlie Sheen, var lettet, efter at han i et direkte tv-interview i går afslørede, at han er hiv-positiv og har været det i fire år. Rygtet havde svirret længe. Nu er hemmeligheden ude. Røbet foran millioner af tv-seere.

Men ifølge en amerikansk advokat og ekspert i hiv-lovgivning, Ayako Miyashita, er Sheens problemer muligvis først lige begyndt.

Ifølge loven i Californien er det nemlig en forbrydelse for hiv-positive at dyrke sex med en partner uden at informere vedkommende om smitten. Loven i Californien er ikke så streng som i mere konservative amerikanske stater som f.eks. Iowa, hvor en hiv-positiv mand i 2008 blev idømt 25 års fængsel for en tilsvarende forbrydelse.

Men ifølge advokat og specialist for AIDS Project Los Angeles, Ayako Miyashita,kan det føre til op til otte års fængsel, hvis en hiv-smittet ikke grundigt advarer en partner om sin situation.

Eks-partner: Charlie lyver

I 80erne gjorde biografhittene ’Platoon’ og ’Wall Street’ Charlie Sheen til filmstjerne. Som Michael J. Fox’ afløser i tv-serien ’Spin City’ blev Sheens stjerne endnu større. Tv-serien ’Two and a Half Men’ gjorde ham til verdens bedst betalte tv-stjerne med en løn pr. afsnit på otte millioner kroner.

Men selv ikke den største Hollywood-formue kan redde Charlie Sheen ud af de kommende juridiske problemer. Således afslørede én af hans angiveligt tusindvis af sex-partnere, stripperen Bree Olsen, i går, at hun i 2011 dyrkede ubeskyttet sex med den hiv-smittede superstjerne. Og i det helt nye interview med radioværten Howard Stern sagde Bree Olsen:

»Han sagde til mig, at han var ’clean’ - usmittet. Og jeg troede på ham.«

Siden sit relativt korte forhold til Sheen er Bree Olsen blevet tjekket flere gange. Og hun er i dag fortsat hiv-negativ; det vil sige ikke smittet.

Men alligevel sluttede hun sit Howard Stern-interview med denne besked til eks-kæresten: ’Fuck you, Charlie’.

Foto: Handout
Vis mere

Rygterne tog til

I USA er rygterne om Charlie Sheens hiv-smitte taget til i løbet af de seneste dage.

I tv-programmet ’Entertainment Tonight’ lød nyheden således i fredags: ’En stor Hollywood-stjerne er smittet med hiv’. I weekenden blev det så afsløret, at det berømte og berygtede gossipblad The National Enquirer i 18 måneder havde arbejdet på sagen om Charlie Sheens hiv-status.Og derfor tog den 50-årige søn af en anden Hollywood-legende, Martin Sheen (kendt fra ’Dommedag nu’ og ’Præsidentens mænd’, red.) sent søndag aften den svære beslutning: Han ville selv afsløre sin hemmelighed og dermed breake nyheden, før The National Enquirer fik lov.

»Jeg er faktisk mødt op her for at indrømme, at jeg er hiv-positiv,« sagde Charlie Sheen således, da han i går morges sad i den varme stol over for USAs bedst kendte morgenvært, Matt Lauer i programmet ’Today’.

Som verdens bedst betalte tv-stjerne er Charlie Sheen vant til presseopmærksomhed. Da han således for godt fire år siden først blev fyret fra sit job som hovedrolleindehaver i tv-serien ’Two and a Half Men’, ryddede det samtlige forsider. En følgende stand-up-turné (’Torpedo of Truth’), hvor en tydeligt narko-påvirket Sheen leverede pinligheder på stribe, gjorde ikke sagerne bedre.

Begge eks-koner ved besked

Og da eks-konen Brooke Muellerafslørede, at Charlie Sheen havde været voldelig over for hende, voksede antallet af skandaler knyttet til hans person.

Derfor ved Charlie Sheen også godt, at hiv-indrømmelsen vil være en vaskeægte mediebombe. Men samtidig mener han ikke, at det kan blive meget værre.

»Jeg er allerede blevet beskyldt for at smitte adskillige sex-partnere med vilje. Og intet kunne være mere usandt. Både Brooke og Denise (Sheens eks-koner, red.) har vidst det i fire år. Kun to gange har jeg dyrket ubeskyttet sex. Og i begge tilfælde vidste min partner godt, at jeg var hiv-positiv,« sagde Charlie Sheen i gårsdagens interview på tv.

Afpresset for millioner

Men selvom Charlie Sheen først nu afslører sin hiv-status for offentligheden,har han måske alligevel været lidt for ærlig over for lidt for mange såkaldte ’venner’. Således afslørede den berømte filmstjerne, at han i årevis er blevet afpresset for op til 10 millioner dollar af folk, der truede ham med at gå til pressen.

»Hvad de mennesker ikke er klar over er, at de tager de penge fra mine børn. De tror det bare er fra mig, men jeg har fem børn og et barnebarn,« sagde han om afpresningen.

Lige siden Sheen blev smittet, har han desuden været i kyndig behandling. I dag er niveauet af hiv-smitte i blodet så lavt, at det ikke kan registreres. Og ifølge Bill Hirsh, der er leder af AIDS Legal Referral Panel i San Francisco, er det gode nyheder.

»Mange af vores love her i USA er forældede. De burde laves om. Der er sket meget siden panikken i 80erne. Og risikoen for, at Charlie Sheen kan viderebringe smitte, er stort set lig med nul,« siger Bill Hirsh til BT.