Og mens Tigers svenske kone Elin overvejer at tage børnene med tilbage til Sverige - med eller uden 'vilddyret', begynder sportsmilliardærens før så klippefaste kongerige også at smuldre.
I går opsagde én af Tiger Woods' største sponsorer, sportsdrik-giganten Gateade, sin kontrakt med sportshelten, der indtil slutningen af november ellers har nydt showbiz' mest knirkende rene familie-image. Og flere andre forventes at følge efter.
I hjemlandet USA har flere tv-stationer, bl.a. Disney, også sat en stopper for diverse Tiger-reklamer i den bedste og mest familievenlige sendetid.
I den landsdækkende legetøjsbutik 'Toys R Us' er diverse Tiger Woods-spil og ditto actionfigurer blevet sat ned fra godt 120 til 25 kroner - bare fem dollar.
- Det sælger bare ikke, siger en anonym 'Toys R Us'-ansat fra Orlando, Florida.
En film om Tiger Woods? liv, som tv-kanalen ABC-Family havde i støbeskeen, er også blevet sat i bero på ubestemt tid.
Og selvom Tigers allerstørste sponsorer, Nike og Gillette, endnu garanterer, at deres samarbejde med den skandaleramte sportsstjerne stadig fungerer 'i bedste velgående', så er der tydeligvis gået panik i Tigers PR-lejr.
Diverse salgs-repræsentanter har på den snart 34-årige golfmesters vegne kontaktet butikker og reklamebureauer over hele USA for at holde det smuldrende kongerige oprejst. Og det er ikke kun tv-stationer og sponsorer, der er begyndt at tvivle på Tiger.
Således foretog tv-stationen CNN i går en meningsmåling blandt sine amerikanske seere. Og her var antallet af folk, der havde et positivt indtryk af Tiger Woods, på to uger dalet fra 84 procent til 55 procent.






















