16. marts 2015 var en dag, der for altid ændrede livet for Naja Marie Aidt.
Her havde forfatterens næstældste søn eksperimenteret med hallucinerende svampe. Det udløste en psykose hos den kun 25 år gamle Carl. Han åbnede vinduet i sin lejlighed, hvorefter han faldt i døden fra fjerde sal i en ulykke.
Naja Marie Aidt har ladet sig interviewe af Information og Kristelig Dagblad i forbindelse med en ny bog 'Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage', som omhandler sønnens alt for tidlige død, den ubærlige sorg, accepten, og hvordan hun hver eneste dag lever med sin søns 'spøgelse eller skygge'.
Hun beskriver også, hvordan hun 'mistede sproget'. Der gik længe, før hun kunne søge trøst i sproget, fordi sorgen havde taget sproget fra hende. Det var ifølge hende selv for mangelfudt til at beskrive sorgen. Der gik omkring ni måneder, før hun kunne begynde at skrive igen. Og det var de små skriblerier fra hverdagen, der endte med at blive til bogen, som udkommer 24. marts.
Naja Marie Aidt kommer ifølge Information med voldsomme detaljer omkring sønnens krops tilstand efter faldet i bogen. Men det er der god grund til:
»Det er ikke en statisk tilstand, døden kryber langsomt ind i kroppen, man kommer til at se anderledes ud. Man ser også anderledes ud, nogle dage efter at man er død, end lige efter. Mit barn blev sindssygt lemlæstet, også efterfølgende med udtagning af organer og obduktioner. For mig er det en del af den voldelige historie, pinen blev ved med at fortsætte,« siger hun til avisen.
Ifølge Kristelig Dagblad beskriver den populære forfatter også, at hun to måneder og tre dage før sønnens død havde en ildevarslende drøm om netop sønnen. At han faldt og slog sig.
Tidligere har hun også skrevet to digte om døden med sønnen i tankerne, da han var henholdsvis 1 år og 16 år.
»Når døden kommer, så smækkes døren i. Og så ser man på det liv, der forsvandt, med andre øjne. Fordi det er forbi. Og man kommer uvilkårligt til at forsøge at tyde alle mulige tegn. Så nu ser jeg jo både digtene og min drøm som en slags varsler. Problemet med varsler er bare, at man ikke forstår dem, før det, de varsler, sker i virkeligheden. Det er umuligt at vide på forhånd, hvad de varsler. Da Carl levede, forestillede jeg mig jo overhovedet ikke, at han skulle dø ung. Vores fælles liv og historie var netop en levende historie, der ændrede sig over tid. Nu er den standset. Måske har man nogle gange adgang til en særlig viden, når man skriver poesi. Men det ændrer jo bare ikke på virkeligheden.Det kan føles meget ubehageligt og ildevarslende.,« lyder det i en e-mail til Kristelig Dagblad.
Hun lægger samtidig vægt på, at det var venner og families støtte, som har hjulpet hende videre. Hun har også selv forsøgt at hjælpe sin søns venner, der jo også sørger over sønnens død.
Bogen bliver udgivet 24. marts i samarbejde med forlaget Gyldendal.
