Efter en barndom, hvor han på grund af sygdom i lang tid svævede mellem liv og død og en hiv-smitte, han bare har lært at leve med, har Thomas Buttenschøn fået alle sine drømme opfyldt: en kone, en søn og masser af musik.


Hverken konen Carna eller deres tre måneder gamle biologiske søn er - som Thomas Buttenschøn selv - hiv-positive. Og det ville være en underdrivelse at sige, at den 25-årige popsanger er lykkelig.

- Da jeg var yngre, drømte jeg om at leve af musikken og have en familie. Og nu er alle barndomsdrømmene gået i opfyldelse, siger Thomas Buttenschøn, der i dag udsender sit fjerde album ’Vinden, der blæser’.

Opkaldt efter farfar

Begge Thomas Buttenschøns biologiske forældre døde af aids (i henholdsvis 1994 og 1995). Og lige siden han var lille, har den danske popsanger, der har solgt over 50.000 album, vidst, hvad sønnen (hvis han fik én) skulle hedde: Han skulle hedde Jens.

- Han er opkaldt efter min biologiske far. Sådan skulle det bare være. Og efter hans fødsel i maj føler jeg virkelig, at der er en mening med mig selv. Nu nytter det jo ikke noget, at jeg går ned og bliver kørt over af en bus, siger Thomas Buttenschøn, der ellers ikke ønsker at snakke alt for meget om sin sygdom, og om hvordan det i dag er muligt for en hiv-positiv mand at få en rask søn med en hiv-fri kone. Sangeren arbejder dog på et dokumentar-program om emnet sammen med DR.

- Han er min biologiske søn. Og du kan læse på internettet, hvordan dén slags kan lade sig gøre, siger Thomas Buttenschøn, der stadig er spændt, når han udsender ny musik.

Spændt på modtagelsen

- Jeg har aldrig før brugt så meget tid på hver sang. Der er arbejdet med hver en detalje. Og jeg håber, at folk kan høre, at jeg nu gerne vil tages alvorligt, siger Thomas Butten- schøn og hentyder til sit lidt lalleglade image.

- Folk, der bedst kender mig fra radioen, tror, at alle mine sange bare er enormt lykkelige. Og denne gang vil det sikkert overraske nogle, at jeg er blevet mere vred og alvorlig, siger Thomas Buttenschøn.

Efter adskillige rejser, der gik kloden rundt og sammenlagt varede over et år, så Thomas Buttenchøn med nye øjne på sit eget hjemland, Danmark.

- Jeg så pludselig drankerne på Blågårds Plads og luderne i Skelbækgade på en ny måde. Jeg så, hvor optaget vi alle kan være af det overfladiske. Og så tror jeg selvfølgelig også, at Jens har haft meget med mit nye klarsyn at gøre, siger Thomas Buttenschøn, der rendte ind i sin store kærlighed Carna, da han vendte hjem fra en lang rejse i Asien.

- Ja, det er typisk at rejse verden rundt og så finde det, man søger, lige foran næsen på én, griner Thomas Buttenschøn.