’Nøgenhed er gamle nyheder hos Playboy’, sådan lyder overskriften på en artikel i New York Times. Den beskriver det, man vist roligt kan kalde en overraskelse. Nemlig at hæderkronede Playboy Magazine ikke længere skal have nøgne kvinder i bladet.

Hvis i dag havde været 1. april, så er det nok ikke sikkert, at den her artikel var blevet skrevet. For det er lidt af en nyhed, som New York Times kan præsentere for verden. Nemlig at 89-årige Hugh Hefner og Playboy ikke længere skal have nøgne kvinder i deres print magasin.

Idéen, der skulle være god nok, stammer ikke fra Hefner selv, men fra en af Playboys topredaktører Cory Jones.

Jones kom en dag for ikke længe siden ind på Hugh Hefners kontor og fremlagde den kontroversielle idé. Og det gik Hefner, som stadig er bladets chefredaktør, med på.

'Kampen er vundet'
Og forklaringen er ganske simpel. Det fortæller Playboys øverste leder Scott Flanders til New York Times.

»Kampen er kæmpet og vundet. Nu er du kun et klik væk fra al slags sex, du kan forestille dig, og det er gratis. Så nøgenhed er bare passé på det her tidspunkt«, lyder forklaringen fra Scott Flanders.

Playboy har de seneste år kæmpet en hård kamp for at holde magasinet relevant, specielt med internettets fremmarch, hvor nøgenhed og porno er blevet let tilgængeligt online.

Og det har også kunnet ses på oplagstallene for det legendariske magasin. På toppen i 1975 solgte Playboy 5,6 millioner magasiner. Det tal er nu faldet til omkring 800.000. og derfor er der behov for nytænkning hos magasinet, der var blandt pionerende inden for liberaliseringen af pornoen og nøgenhed.

I 1953 så Playboy for første gang dagens lys. Og det var med ingen ringere end Marilyn Monroe på forsiden.

I de seneste år har Playboy forsøgt sig med flere relanceringer af magasinet, hvor du udover nøgne kvinder også kan læse om underholdning, gaming, stil og meget andet. Men det har ikke haft den ønskede effekt.

'12-årige mig er skuffet'
Men nøgne kvinder er en stor del af Playboys image. Og derfor sætter en ekspert i magasiner til mænd også spørgsmålstegn ved Playboys valg overfor New York Times.

»Hugh Hefner revolutionerede hele den måde, vi levede vores liv og vores livsstil. Og den måde du havde sex på i Amerika. Men hvis du tager nøgenhed ud af Playboy, hvad har du så tilbage?« Spørger Dian Hanson, der har skrevet adskillige bøger om mandeblade.

Det er da heller ikke helt uden problemer, at manden bag idéen om et Playboy uden nøgenhed kunne komme frem til, at det var det nødvendige.

»12-årige mig er meget skuffet på den nuværende mig. Men det er den rette ting at gøre«, sluttede Cory Jones.

Selvom Playboy Magazine ser ud til at stoppe med nøgne kvinder i printmagasinet, så skulle der ingen planer være om at droppe nøgenhed på nettet eller de andre outlets, som Playboy har.