Det skriver ugebladet Her & Nu.
Pia Kjærsgaard var i sidste uge en tur forbi det velkendte Fort Boyard i Frankrig for at optage programmet, som skal vises til efteråret. Hendes holdmakkere bliver angiveligt Jim Lyngvild, Bryan Rice og Anna Thygesen, som hun mødte i TV3-udsendelsen 'Til Middag Hos'.
Fort Boyard, som lægger kulisse til 'Fangerne på Fortet', byder på et udvalg af skræmmende udfordringer. Blandt andet udsættes deltagerne for alverdens krybdyr for at få fat på de dyrebare nøgler.
- Det var meget sjovt. Det er jo nogle søde og sjove mennesker, jeg var på hold med, så det var en ren fornøjelse, siger 63-årige Pia Kjærsgaard om oplevelsen til Her & Nu.
Det er i øvrigt ikke første gang, Pia Kjærsgaard kaster sig ud i fortets prøvelser. Det gjorde hun også for 14 år siden.



















