Peter Mygind taler ud om sin angst, om hvordan hele familien blev ramt, og hvordan han kom tilbage til livet, efter at han faldt død om med blodpropper i lungerne.

Peter Mygind har været på den anden side og er kommet mirakuløst tilbage. Det fortæller den 51-årige skuespiller og tv-stjerne i stort interview i BT lørdag.
Søndag den 8. februar blev han for tredje gang ramt af en blodprop. Denne gang op til flere i lungerne.

De to andre blodpropper, Mygind blev ramt af i 2011 og 2012, blev akutbehandlet, før de blev alvorligt livstruende. Men for seks uger siden gik det helt galt:

»Jeg vågnede med uro i benet og kunne mærke, at den var gal. Jeg er alene hjemme og ringer 1813. Da jeg nævner, at det nok er en blodprop, som jeg har haft før, vil lægen indlægge mig akut. Men jeg siger, at jeg bare skal på Gentofte Hospital, hvor jeg kan få en tid tre timer efter. I begyndelsen føles det bare som en fibersprængning, men jeg ombestemmer mig alligevel og tager af sted, før de tre timer er gået, fordi jeg er lidt usikker på det,« siger Peter Mygind, der blev kørt til skadestuen på Gentofte Hospital af sin svigermors kæreste.

»Han satte mig af et stykke fra skadestuen, og jeg insisterede på at gå de sidste 100 meter selv, men da jeg har gået 80 meter, bliver jeg pludselig rigtig syg, og jeg når ikke at tælle til tre, så bliver alt sort.«

»Altså sort som i helt sort,« siger Peter Mygind, der stadig får kuldegysninger, når han taler om sin dødsoplevelse forårsaget af det, der viser sig at være op til flere blodpropper i lungerne.

Læs hele interviewet i BT Lørdag om den dramatiske oplevelse og dødsangsten, der ramte Peter Mygind i tiden efter.