Lørdag vandt hun X Factor med sangsuccesen Thomas. I aften tager Pernille Rosendahl på Danmarks-turné med sit band The Storm. Et orkester, der langtfra har nydt succes fra starten, men som har udfordret den 38-årige kvinde i rollerne som stjerne og mor. I særdeleshed under en pladeindspilning i USA.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- En aften, hvor jeg skulle lukke hoveddøren, pilede der en lille skorpion op ad væggen. En lille hvid en. De hvide er de værste, og jo mindre de er, des mere giftige er de. Det var et under, at jeg lige opdagede den. Forestil dig den nede på et gulv med et lille barn… så er det slut.

Pernille Rosendahls stemme er rolig. Men øjnene er alvorlige, når snakken falder på hendes søn Tristan.

Svedetur i USA

X Factor-dommeren, der i lørdags vandt finalen med sin deltager Thomas Ring Petersen, fortæller om sit ophold i USA for et par år siden. Den vævre rockstjerne indspillede i Arizonas stegende og bagende Mojave-ørken pladen 'Where the storm meets the ground' med sin mand Johan Wohlert og deres dengang et-årige søn.

- Det er et af de varmeste steder på jordkloden. Og der lavede vi selvfølgelig en plade om sommeren. Der var 50 grader om dagen – over det hele. Og 38 grader om natten, når det var køligst, siger Pernille om de stride forhold, som hun skulle balancere rollerne som mor og rockstjerne under.

- Vi kunne ikke være udenfor i mere end to minutter ad gangen. Og der sad vi. Indenfor i et hus i næsten fem måneder med et lille barn, der skulle lære at gå, og en producer, der var ekstremt krævende. Det var som at være spærret inde. Låst inde i et varmt skur, siger Pernille Rosendahl om de opslidende indspilninger til 'Where the storm meets the ground'.

Nationalt hakkebræt

Anmeldelserne af pladen gjorde stjernerne Pernille og Johan fra succes-orkestrene Swan Lee og Mew til 'nationalt hakkebræt', som hun selv udtrykker det. Og det lærte Pernille, at forventningerne nogle gange er langt, langt højere, end hvad der kan indfries.

- Jeg sad og kløede mig selv i nakken derovre og tænkte: Hvad fanden er det, der foregår? Hvorfor skal det her være så sindssygt? Hvorfor så stort? Det var en helt vild hård prøvelse, konstaterer Pernille og fortæller, at den første plade var en lektie.

Med massive investeringer og et kæmpe pladeselskab i ryggen var forventningerne til en af verdens største rockproducere, Roy Baker, samt Pernille fra Swan Lee og Johan fra Mew blevet alt, alt for høje.

En storm i et glas vand

- Vi vidste jo godt, at vi aldrig nogensinde kunne indfri dem, erkender hun i dag om den nedsablede plade, der fik prædikater som 'en storm i et glas vand' og 'tomme tønder buldrer mest' klasket på sig.

Nu står hun som folkets darling. Med en række imponerende, fejlfri præstationer fra sin deltager, Thomas Ring Petersen, hev makkerparret i lørdags Danmarks hyldest i land.

Og få dage efter, at Pernilles deltager løb med sejren, pladekontrakten og det halve kongerige ved tv-skærmene, indleder hun i aften en miniturné med sin anden makker, ægtemanden og kollegaen Johan Wohlert.

Fra Arizona til Assens

De to hitsmede fra The Storm drager ud i det land, der var lige ved at blive for småt til dem. Og nu hedder spillestederne Tobaksgaarden i Assens og Portalen i Greve - side om side med Vega i København.

Mens Pernilles eget band er kommet ovenpå igen efter hæderlige anmeldelser af deres andet album 'Black Luck', er den 38-årige musiker ikke i tvivl om, at hendes oplevelser og nedture som rockstjerne kan hjælpe Thomas, der blot er i den spæde begyndelse af sin karriere. Særligt når scenelyset bliver for skarpt efter hans smag.

- Da vi landede i Danmark og blev nationalt hakkebræt. Det var hårdt. Men jeg kan godt tåle nogle tæsk, og der er så sindssygt mange i den her branche, der ikke overlever. Jeg skal nok overleve. Det er også noget af det, jeg kan hjælpe Thomas med. Snakke om forventningerne og alt presset. Og give ham den plads og ro, han fortjener som et voksent og selvstændigt menneske, siger sangerinden, der tidligere var kendt som stædig forsanger i Swan Lee, og giver et råd videre til Thomas:

- Jeg tror, at det er vigtigt, at man er realistisk, når man kommer op i alderen. Thomas bliver ikke Chris Martin (forsanger i Coldplay red.) i overmorgen.