Det er ikke uden grund, at 40erne kaldes for panikalderen, mener forfatter Pernille Aalund, som er glad for, at hun selv har rundet de 50.

Tillykke. Og held og lykke. Så kort kan man sammenfatte 55-årige Pernille Aalunds fødselsdagshilsen til de to kendte tv-værter Lene Beier og Ida Wohlert, som begge for nylig fyldte 40 år.

For ifølge den tidligere tv-vært, chefredaktør og direktør Pernille Aalund er held og lykke nemlig, hvad de begge får brug for på deres vej gennem det kommende årti.

»Ord som ‘40 års krisen’ og ‘panik-alderen’ er nok ikke helt forkerte, når det kommer til stykket,« siger Pernille Aalund, og understreger beroligende, at der trods alt er lys for enden af den mørke 40-års tunnel.

»Jeg tror, at årene mellem de 40 og 50 er en af de sværeste perioder i mange menneskers liv. Og måske især kvinders,« siger hun.

Pernille Aalunds ord bakkes op af såvel statistikker som egen erfaring. Ifølge hende er 40erne nemlig dér, hvor mange begynder at stille spørgsmålstegn ved deres liv, og ikke mindst ved, om det blev det liv, de havde drømt om.

»Samtidig ændrer ens hormoner sig, der sker noget inde i én, der føles anderledes, og det giver enorm forvirring. Jeg har oplevet - og det tror jeg gælder rigtig mange kvinder - at der sker noget med ens krop og ens hud. Man mister kontrollen.

Jeg brugte enormt meget krudt på det med, at jeg mistede kontrollen. Jeg startede den ene juice-kur, den ene trænings-kur og yoga-kur efter den anden. Jeg brugte fra midten af 40erne til begyndelsen af 50erne på at prøve at finde ud af, hvordan jeg skulle leve mit liv, til at samle mod til at flytte fra Gentofte (i Nordsjælland., red.), mod til at slippe min karriere som den så ud, mod til at slappe lidt mere af omkring min krop og mit liv. Og i dag har jeg det vildeste liv,« siger Pernille Aalund, som i en alder af 53 fandt sit livs kærlighed, opgav stræber-karrieren, flyttede ud på landet, og begyndte at skrive bøger og holde foredrag.

»Jeg er sammen med en mand, som jeg elsker og arbejder en tiendedel af, hvad jeg gjorde før.«

Og dét er noget af det, de to fødselarer kan glæde sig til. At de lander på den anden side af 40erne.

»For hold kæft hvor er det hele bare meget federe i 50erne,« siger Pernille Aalund helt glad.

»Dér vænner man sig til alderen. Omfavner den, og bærer den anderledes. I 40erne bruger man så meget energi på at skjule, men i 50erne blæser man på, at der hænger lidt løse mormorarme i kjoleåbningen. Man bliver bare mere lækker og sexet, fordi man slapper af og omfavner den, man er blevet.«