- Vi sad på teatret i går aftes, hvor jeg spiller i øjeblikket, og kom til at tale om Matador, som så mange jo gør. Så er der nogle, der siger, at mange fra serien er døde nu, hvortil jeg siger: Ja, der er faktisk kun halvdelen af de store roller tilbage. Og at jeg heller ikke tror, at Holger har det så godt..., lyder det fra en sørgmodig Per Pallesen, der beklager dødsfaldet.

For selv om der er en aldersforskel på 18 år mellem Per Pallesen og dansk teaters grand old man, Holger Juul Hansen, så har de to skuespillere haft mange gode år sammen som kolleger. Og her er Matador ikke indregnet.

- Nej, for bankdirektør Varnæs kom jo ikke på Jernbanerestauranten, lyder det sørgmuntert fra Per Pallesen.

Til gengæld kendte Per Pallesen Holger Juul Hansen så godt privat, at den flabede tjener Boldt let kunne se, at rollen som bankdirektør Varnæs, nærmest var skrevet til Holger Juul Hansen.

- Han skulle ikke lave noget. Han skulle bare spille sig selv, som den høflige, pæne og hjælpsomme mand, som Varnæs jo var. Sådan var Holger også. Korrekt og galant. Og hans attitude overfor damerne var virkelig old fashion, fortæller Per Pallesen.

Der også beskriver Holger Juul Hansen som en utrolig sød mand, der altid rejste sig op for damerne og holdt døren.

- Han var den sidste af den gamle skole. Han var en af de sidste ægte gentlemen. Han var utrolig høflig. Han kunne heller ikke drømme om at sige du, før han kendte en. Han sagde De til alle mennesker, indtil han kendte dem. Men så var man også dus. Han var en vanvittig fin mand, lyder det vemodigt fra Per Pallsen.