For otte år siden var skuespiller Paw Henriksen tæt på at miste livet efter en operation. Den kamp vandt han. Men smerterne må han leve med
Han husker stadig skrigene fra de forbandede måger. Døgnet rundt kredsede de omkring Hvidovre Hospital. Indenfor lå Paw Henriksen med en livstruende bughindebetændelse. I tre døgn havde han ikke kunnet sove for smerter, han havde vand i kroppen og i lungerne. Efter mange år som bokser og cykelrytter var han vant til at bide smerter i sig, men disse var helt uden for kategori. Fuglenes skrig var ved at gøre ham vanvittig.
- Jeg er glad for, jeg var i god form. Det var grunden til jeg overlevede, konstaterer han i dag.
Han tabte sig 16 kilo den sommer, hvor han var indlagt. Problemerne var opstået efter en tilsyneladende vellykket tarmoperation.
Det er otte år siden, at den kroniske tarmlidelse colitis ulcerosa uden varsel brød ind i hans tilværelse. Paw Henriksen var midt i en blomstrende tv-karriere, som fast makker for Anna Pihl i TV2s populære politiserie.
Optagelserne var netop slut, og han skulle fejre nytår i New York med venner og kolleger, da han i flyet fik frygteligt ondt i maven. Han troede, han havde fået mavesår, og da han kom hjem gik til en specialist. Lægen mente, det var stress. Selv var han tilbøjelig til at slå det hen.
- Jeg ville ikke acceptere, at jeg var syg og ventede bare på, at det nok gik over. Der var en høj grad af fornægtelse i det fra min side. Måske havde det ikke ændret ret meget, men i dag ville jeg ønske, at jeg havde taget symptomerne mere alvorligt. Jeg kan kun opfordre andre til ikke at ignorere, hvis de har symptomer.
Positiv af princip
I dag skinner solen i mere end én forstand ind ad vinduet i lejligheden på Østerbro, hvor den i dag 39-årige skuespiller bor med kæresten Frederikke. Både bogstaveligt og i overført betydning er han oppe på cyklen igen. Han er i fuld gang med optagelser til spillefilmen ’Familien Jul’, hvor han har en hovedrolle, og han er med i en Becket-forestilling på teatret Sorte Hest. Men det store ar under den sorte T-shirt vidner om de mange tarmoperationer, sygdommen gennem de sidste fire år har sendt ham igennem. Operationer, der nær havde kostet ham livet. Og som er skyld i at han i dag må acceptere, at han skal leve med kroniske mavesmerter, og at han resten af livet skal op to-tre gange hver nat for at gå på toilettet.
Det har været krævende i mere end en forstand at komme frem til den erkendelse. Mens sygdommen eskalerede, satte den økonomiske krise ind, og telefonen holdt op med at ringe med jobtilbud.
- Jeg havde aldrig skullet stille spørgsmål om arbejde før, men pludselig blev der stille. Jeg var arbejdsløs, mit ægteskab havde lidt skibbrud efter bare et halvt år, og ingen kunne forklare, hvad der var årsag til, at jeg stod med en kronisk tarmbetændelse. Der var en meget tung stemning i mit hoved. Jeg prøvede al den medicin, lægerne tilbød mig, og alternative behandlinger som akupunktur, zoneterapi, homoøpati, sds-bodymassage og kostomlægning. Psykisk var det svært at forlige sig med ikke at have kontrol over, hvornår man skal på toilettet. Det er så usexet en sygdom, så umandigt, at jeg bogstaveligt talt gik og slog til tingene i fortvivlelse over min situation, husker han.
Humøret blev ikke bedre af, at han måtte melde fra til en stor forestilling på Det Kgl. Teater, fordi han ikke kunne stå tre timer på scenen.
Tre år efter de første smerter var begyndt, var der ingen vej uden om operation.
Den første af tre planlagte operationer gik helt perfekt. Han var oppe at gå dagen efter, og en uge efter sad han igen på cyklen. Der var ingen problemer med den midlertidige stomi – udover, når der gik hul på posen. Han kunne igen cykle uden smerter, og han kunne løbe. Også den anden operation forløb fint, men såret ville ikke hele. Han havde smerter, og lægerne fremskyndte den tredje og sidste operation.
Tilbage på operationsbordet viste det sig, at tarmene havde klistret sig sammen, og Paw Henriksen havde fået tarmslyng.
- Jeg har en meget høj smertetærskel og kan bide meget i mig, men da jeg vågnede efter den sidste operation, var den helt gal. Efter to dage valgte lægerne at åbne mig igen og konstaterede, at jeg havde fået bughindebetændelse.
Han svævede mellem liv og død og måtte igen opereres. Da han langt om længe var færdigopereret, kunne han konstatere, at han befandt sig på præcis samme sted som før operationerne, nemlig at han ikke kunne kontrollere sin afføring. Selvom tyktarmen og dermed betændelsen er væk, må han i dag kæmpe med følgevirkningerne af operationerne.
- Jeg må leve med, at der ingen regler er for, hvordan jeg har det. Det er frustrerende, at jeg aldrig ved, hvordan min dag bliver. Det er begrænsende, men jeg insisterer på, at det ikke skal begrænse mit liv. Jeg skal bare videre.
Stiller til start
Efter operationerne lovede han sig selv, at han ville blive rask så hurtigt som muligt, og satte sig som mål at stille op til Ritter Classic-motionscykelløbet på 128 kilometer. Løbet stod knap to måneder efter, at han var blevet udskrevet fra hospitalet. Han vidste, at han ikke ville kunne køre hele distancen.
Der var hængerøv i cykelbukserne og han lignede ikke sig selv. Som et kendt ansigt vidste han, at der ville blive stillet spørgsmål, når han viste sig offentligt. Men han var ligeglad.
- Jeg kunne vælge mellem at begrave mig selv og holde mig væk fra alt – eller at få en succesoplevelse.
For Paw Henriksen var det en sejr at stille til start og køre de første 30 kilometer. For han vidste, at han få måneder tidligere knap havde kunnet gå fire gange rundt om sine forældres hus.
Op på cyklen
- Jeg kunne sagtens have fået et lorteliv, men jeg er ikke typen, der sætter mig hen i et hjørne. Jeg sætter pris på at være i gang og kunne passe mit arbejde som skuespiller, siger han, der hele sit liv også har cyklet og bokset, og som ikke kan leve uden.
- Det er vigtigt og nødvendigt for mig at dyrke min sport. Men tiderne spiller ikke længere den store rolle. Hvis jeg hele tiden hænger mig i, at det ikke er som før, skal jeg lade være med at træne med. Jeg er vokset op med, at alt kan trænes væk, alt andet er svaghed. Men jeg må erkende, at det ikke kan lade sig gøre med det valg, jeg har truffet.
Han tør ikke lægge sig under kniven igen og har derfor besluttet, at han ikke vil have en permanent stomi. Heller ikke selvom det kunne gøre ham smertefri.
– Selv om det måske ville være nemmere for mig, kan jeg ikke identificere mig med at have en stomi. Jeg har valgt at leve med smerterne i stedet for. Jeg føler ikke, jeg er rask i dag, men jeg insisterer på at gøre de ting, jeg holder af, selv om jeg ikke kan køre de helt lange cykelture mere. Der er ingen alternativer. Risikoen ved en ny operation er for høj til, at jeg tør tage chancen. Jeg vil leve og have det godt uden den stomi-pose.
Sygdommen har ændret hans liv 100 procent.
- Jeg har både været vred og følt, det var uretfærdigt. Men når man har været så tæt på at dø som jeg, så ændrer det hele ens måde at tænke på. Man er bare en lille brik i det hele, selv om man selv synes, man er verdens navle. Men der er noget til os alle sammen. Jeg kunne jo have fået kræft, siger Paw Henriksen med et skævt smil.
FAKTA: Paw Henriksen
39 år.
Skuespiller.
Kendt fra film, tv og teater. Seerne kender ham især fra rollen som Anna Pihls faste makker i TV2- serien af samme navn.
Har spillet med i ’Forsvar’ og ’Krøniken’.
Har haft roller i film som ’Nordkraft’, ’Brødre’, ’Kinamand’, ’Ambulancen’ og ’Hævnen’.
Nu er han aktuel i forestillingen ’Glade dage’ på teatret Sorte Hest. Han er med i DRs kommende julekalender ’Tidsrejsen’ og spillefilmen ’Familien Jul’.
Privat bor han på Østerbro i København med kæresten Frederikke, der er pædagogstuderende.
Har bokset i 25 år og er tidligere landsholdsbokser.
FAKTA: Colitis ulcerosa
Ca 50.000 danskere lider af colitis ulcerosa eller morbus crohn, der er kronisk betændelse i tyktarmen.Colitis ulcerosa (eller blødende tyktarmsbetændelse) skyldes en defekt i immunforsvaret.
Sygdommen rammer oftest personer mellem 15 og 30 år og er nogenlunde lige hyppig blandt mænd og kvinder.
Sygdommen er kronisk, men vil i kortere eller længere perioder holde sig i ro.
Betændelsen smitter ikke. Den begynder i endetarmen, men kan i nogle tilfælde strække sig til hele tyktarmen.
Colitis ulcerosa er til en vis grad arvelig.
Sygdommen behandles enten medicinsk eller ved at fjerne tyktarmen. Under oprationen indsættes en foreløbig stomi, men ved en efterfølgende operation føres tarmen tilbage til en ny forbindelse mellem tyndtarm og den resterende del af endetarmen.
