Blot to uger efter Patrick Swayzes død kommer hans selvbiografi på gaden.Skuespilleren begyndte i februar at skrive sine erindringer sammen med hustruen Lisa Niemi og parret nåede at blive færdig med bogen. Den får titlen »The Time of My Life« og udkommer den 29. september.
Her skriver »Dirty Dancing«-stjernen blandt andet om sin kamp mod den kræftsygdom, der endte med at koste ham livet:
'Det måtte være en grusom spøg. Jeg vil ikke dø. Jeg har alt for meget at leve for', lyder beskrivelsen af Swayzes reaktion på diagnosen.
Den lille by Lake Lure i North Carolina, hvor 'Dirty Dancing' blev indspillet, vil mindes skuespilleren. Det sker i dag ved en gudstjeneste i bebyggelsen Firefly Cove. Her havde Swayzes figur Johnny Castle sin bolig i filmen.
Alle deltagere vil blive bedt om at skænke et beløb til patientgruppen Pancreatic Cancer Action Network, som Swayze selv støttede.
Skuespilleren tabte i mandags kampen mod kræft i bugspytkirtlen og dødsattesten afslører, at han blev kremeret i stilhed et par dage senere.
Herhjemme mindes TV2 i aften Swayze med en genudsendelse af »Dirty Dancing«.



















