Sidste år blev TV3-programmet 'Paradise Hotel' kendt af stort set alle mand, men programmet er floppet i år. 130.000 seere har slået væk fra reality-serien.

Sidste år på denne tid - helt præcist i uge 18 - slog 325.000 danskere ifølge Gallups seertal over på TV3 mandag-torsdag aften kl. 22. Her fulgte de trofast Peter, Amalie, Patrick, Carlos med flere, i deres jagt på at blive vindere af 'Paradise Hotel' sæson 6.

I år er det kun 197.000 som har fulgt med i denne uge - det vil sige at over 130.000 seere har droppet at følge deltagerne i år.
På TV3 er de ikke kede af, at have mistet så mange seere. Gennemsnittet for hele sæson syv indtil videre har været ok - på 201.000 seere - hvilket ligger på højde med sæson fire og fem.

Der findes kun en Amalie
- Selvfølgelig ville vi gerne holde seertallene, men det var også en flok meget specielle deltagere sidste år. De var helt vilde. De havde en kæmpe gennemslagskraft og derfor var seertallet også meget imponerende. Men selvfølgelig er tallene også en løftestang for, at vi skal huske at overraske seerne, forklarer pressechef Søren Hedman fra TV3, som allerede nu er igang med at finde nye deltagere til sæson otte af programmet.

- Vi søger deltagere hele tiden til vores show, siger han, men understreger, at casterne sidste år havde ekstra held i sprøjten.

- Der er kun en Amalie. Ligesom der kun er en Biker Jens (fra Robinson Ekspeditionen, red.). Vi er tidligt ude med at søge deltagere i år, fordi vi håber på at møde endnu flere og finde nogle rigtig gode til næste år.