Hun er ofte blevet kaldt en diva. Sjældent i ordets positive betydning, hvor en diva er en næsten overnaturlig skuespiller med en aura af professionalisme og pondus. Men i den forstand, hvor Paprika Steen beskyldes for at føle sig for stor til Danmark. For at vide hvad hun vil have, og vælte dem der står i vejen for det. For at være krukket og selvcentreret.

»I Danmark er det et negativt ladet ord. Derfor gider jeg ikke hedde ’diva’,« siger Paprika Steen i ugens udgave af tv-programmet ’Helt Ærligt’ og tilføjer:

»Jeg kan mærke, at mennesker der ikke har mødt mig, går ud fra, at jeg er en ond, kommanderende møgbitch. Det er jeg ikke.«

I 'Helt Ærligt' på Kanal 4 møder en række kendte kvinder nogle andre kvinder, som de ser op til. Her har sangerinden Dicte ønsket at blive klogere på skuespillerinden - og her spørger hun til diva-rygterne og hvor mange af dem, der har rod i virkeligheden.

Og de er ikke taget ud af det blå, erkender den erfarne skuespillerinde.

For selvom det, efter eget udsagn, er forbudt i Danmark, så elsker hun at være dygtig til noget, men samtidig være en blærerøv omkring det. Hun nyder at ruske lidt op i normerne på den måde, fortæller hun i klippet over artiklen.

50

»Jeg kan jo godt lide at være lidt streng med vilje for at vække folk lidt. Komme ind et selskab og sige det forkerte. Komme ind i æstetikernes paradis og sige, at jeg ikke kan lide vin, og at Italien er overvurderet - og se, hvad der vil ske. Eller sige: ´Hvis der er så fedt i Jylland, så nævn fem fede berømte jyder, der stadig bor der.«

’Helt ærligt’ sendes hver onsdag kl. 21 på Kanal 4.