Søndag aften ankom Pamela Anderson til København. Her skal hun blandt andet møde den danske sangerinde Medina, som hun efter sigende skulle være helt vild med. I hvert fald skrev den storbarmede Baywatch-stjerne i juni på sin Twitter-profil, at hun ser frem til at møde den succesfulde sangerinde.

Pamelas nye danske veninde var meget stolt over, at have selveste Pamela Anderson blandt sine fans.

- Lader dig vide, hvor jeg spiller asap. Eeelsker at du elsker miig, skrev Medina i et svar til Pamela på Twitter.

Pamela fortalte dengang, at hun havde lært Medinas sange at kende på YouTube, men det har åbenbart ikke været de store ørehængere, for nu har Pamela Anderson tilsyneladende glemt alt om den danske sangerinde.

Da bt.dk søndag aften spurgte Pamela Anderson om, hvorfor hun er så vild med Medina, lød svaret:

- Medina hvem?

Medina, den danske sangerinde.

- Åh, det er fordi hun er en dyrerettighedsforkæmper, svarede hun.

Efterfølgende kunne hendes manager dog fortælle, at hun havde forvekslet Medina med Sanne Salomonsen.

Pamela Anderson er i København i forbindelse med en såkaldt Style Mansion-fest, som skal fremme dansk mode i udlandet. Men heller ikke dansk mode, er noget der har fanget hendes interesse.

- Jeg ved ikke noget om dansk mode. Jeg er først lige kommet, forklarede Pamela Anderson.