Det er ikke kun hos publikum, at den kvæstede skuespiller Bodil Jørgensen har modtaget massiv støtte. Også hendes kolleger fra nær og fjern har dænget den hospitalsindlagte skuespiller til med støtte- og sympatierklæringer.

Lige siden chokmeldingen om, at det var hele Danmarks skæve rødtop, Bodil Jørgensen, der var kommet til skade ved traktorulykken under optagelserne til ’Far til fires vilde ferie’, er sympati- og støtteerklæringerne mildest talt myldret ind til hendes sygeseng.

Elsker hende højt

For alle de kolleger, der har været i kontakt eller berøring med Bodil Jørgensen, har hver og en ønsket at vise den 53-årige skuespiller, hvor meget de håber, hun hurtigt og helt kommer sig efter ulykken.

- Vi vil meget gerne sende en hilsen til Bodil. Vi savner hende rigtig meget, og vi elsker hende højt, lød det i denne uge fra en af landets stjerneskuespillere Nikolaj Lie Kaas via BT til Bodil Jørgensen. Både Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen spiller sammen med Bodil Jørgensen i filmen ’Mænd og høns’, hvor den kvæstede skuespiller har en fremtrædende rolle.

Og sådan har det stort set lydt fra hele kredsen af skuespillere og teaterdirektører, som i de senere år har arbejdet sammen med hende. En af dem er Kurt Ravn, som var med under optagelsen og sågar sad på traktoren, der trak den påmonterede bagskovl, som Bodil Jørgensen opholdt sig på, da ulykken skete.

- Det er frygteligt, hvad der skete med Bodil. Jeg er bare lykkelig for, at hun nu kommer sig og bliver den gode gamle Bodil igen. Det kunne være gået meget meget værre, fortalte en stille og stadig rystet Kurt Ravn til BT i weekenden.

En af dem, der på egen krop har prøvet at komme til skade under arbejdet, er dette års Reumertvinder Søren Sætter-Lassen. Også han var dybt berørt af ulykken.

- Det har bestemt rørt mig rigtig meget. Bodil var jo meget tæt på, da det skete for mig. Jeg har ikke talt med hende, men jeg har skrevet og sendt varme tanker. Jeg håber, hun har det godt efter omstændighederne, lød det fra Søren Sætter-Lassen.