'Utilfreds med sin mand' stod der på forsiden af Se og Hør i april, der samtidig bragte et billede af tv-værten Christiane Schaumburg-Müller.

Ifølge ugebladet Se og Hør havde Christiane Schaumburg-Müller været fuld til en påskefrokost og fortalt, at hun var utilfreds med sin mand, rapperen L.O.C.

Men det ville skuespilleren og tv-værtinden ikke finde sig i, så hun lagde sag an mod ugebladet, som henover sommeren 2014 blev stærkt kritiseret for at have betalt en kilde for at levere fortrolige kreditkortoplysninger om kendte og kongeliges forbrug i årene 2008-2012.

Christiane Schaumburg-Müllers sag mod ugebladet er ikke afsluttet, men i mellemtiden er Pressenævnet nu kommet med en afgørelse i sagen.

Se og Hør-skandalen: Listen vokser - her er de kendte og kongelige som blev overvåget

Bladet kunne ikke dokumentere påstanden ifølge Pressenævnets afgørelse. I stedet var  det var en anonym kilde, der angiveligt havde fortalt om episode til Se og Hør. Den anonyme kildes historie var dog ikke mulig at få bekræftet af andre - tværtimod.

Christiane Schaumburg-Müller har været rundt i omgangskredsen og fået udtalelser fra seks ud af otte gæster ved den pågældende fest. De sagde alle, at hun ikke havde udtalt sig om sit ægteskab.

Se og Hør skal bringe et genmæle i bladet, hvor de gør opmærksom på kritikken fra Pressenævnet og skriver, at der ikke var dokumentation for den forsidehistorie, de bragte i april.