Oliver Bjerrehuus og Gunnvør Dalsgaard valgte tidligere i år at gå fra hinanden.

Af den grund kommer det som en stor overraskelse, at parret netop har annonceret, at de til maj skal være forældre til barn nummer tre sammen.

Det skriver både Oliver Bjerrehuus og Gunnvør Dalsgaard på Instagram. Her viser de vordende forældre også et scanningsbillede af den lille ny.

På Instagram har den glædelige babynyhed høstet over 2000 likes, og flere brugere har valgt at kommentere billedet på Oliver Bjerrehuus' profil.

- Ej, hvor er det fantastisk. Stort tillykke til jer begge, skriver en bruger i en kommentar til billedet.

- Stort tillykke med det! Troede bare, at I var gået fra hinanden, står der i en anden kommentar på Instagram.

Gunnvør Dalsgaard og Oliver Bjerrehuus har dannet par gennem ti år, hvor de on-and-off har været kærester.

Da 41-årige Oliver Bjerrehuus i januar slog fast, at forholdet var slut, understregede den tidligere Calvin Klein-model i et interview til Ekstra Bladet, at bruddet ikke var et resultat af manglende kærlighed.

- Det er det sundeste for os begge to. Vi har haft utallige samtaler i terapi, men kan bare ikke få det til at fungere. Jeg elsker hende stadig, men hun er så hidsig og sur og vil ikke lade mig være den, jeg er. Så jeg er skredet fra en kvinde, jeg elsker, fordi jeg ikke kan mere. Denne gang er det endegyldigt, fortalte Oliver Bjerrehuus til Ekstra Bladet.

Gunnvør Dalsgaard og Oliver Bjerrehuus har sammen børnene Sigga og Hanna. Oliver Bjerrehuus har desuden sønnen Oscar fra et tidligere forhold.

Arkiv: Oliver Bjerrehuus med kæresten Gunnvør Dalsgaard og deres børn. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2014)
Arkiv: Oliver Bjerrehuus med kæresten Gunnvør Dalsgaard og deres børn. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2014) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

/ritzau/FOKUS