Iskold luft mellem Suzanne Bjerrehuus og hans kæreste Gunnvør

Oliver Bjerrehuus har givet op. Han tror ikke længere på, at hans kæreste og mor kommer på talefod.

Han er Danmarks ubetinget største mandlige fotomodel. Drengerøv. Livsnyder. Vildbasse. Mors dreng. Og ikke mindst Gunnvørs kæreste. Og for Oliver Bjerrehuus er det et problem. For der er kold luft mellem Gunnvør og Suzanne, Olivers mor. De to damer har ikke talt sammen i et år, fortæller Suzanne Bjerrehuus i dagens udgave af BT.

- Det er en udfordring, for det er vildt kompliceret. Det er jo to af de mennesker, jeg holder allermest af, og jeg føler mig fanget i en krydsild. Det gør ondt. Jeg ville ønske, at den fejde snart var overstået. Jeg har mest lyst til, at vi alle kunne leve vel sammen, fortæller Oliver Bjerrehuus til BT.

Forholdet mellem Gunnvør og Oliver, der sammen har datteren Sigga, har været noget af en følelsesmæssig rutsjetur. I januar endte det hele i et dramatisk brud, da Oliver og Gunnvør endte i en vild slåskamp. Noget der dengang trak både politi og store overskrifter i den kulørte presse.

Men forholdet er siden blevet normaliseret. Parret er fundet sammen igen.

- Vi er stadig glade for hinanden og har det godt sammen. Vi kæmper for at opretholde vores lille familie.

Det anstrengte forhold mellem de to kvinder i Olivers liv er dog noget, der går den normalt så smilende model på.

- Det er to heftige kvinder, med hver deres klare holdninger. Jeg kan ikke ændre deres følelser. Jeg kan kun sige, at jeg elsker dem begge to. Jeg prøver at kigge den anden vej. Vi må forsøge at komme videre med hver vores liv. Man kan bruge resten af livet på at bruge energi på det, det gider jeg ikke. Det får man ikke en skide ud af, siger han og afslører, at han ikke har de store forhåbninger til, at forholdet bliver meget bedre lige med det samme.

- Jeg håber på det, men jeg tror det ikke. Jeg har givet op på den front. Men heldigvis bor vi ikke alle sammen under samme tag, siger han, efterfulgt af et stille grin.

- Måske heler tiden alles sår. Men jeg har lært én ting. Jeg har lært, hvad ordet 'fint' betyder. Når min mor eller familie spørger, hvordan det går i forholdet, så siger jeg 'fint'. Der er visse ting, jeg bider i mig, og holder for mig selv. Det er første gang i mit liv, hvor jeg har prøvet, at jeg ikke kan tale med min familie om alt. Men det må jeg bare se i øjnene. Jeg er løbet tør for gode kneb og forhåbninger, siger han.