Den kendte sangerinde Janet Jackson har onsdag offentliggjort, at hun for første gang skal være mor. Det skriver People.com.

Der har før været spekuleret i, at den 50-årige sangerinde skulle være mor, da hun tilbage i april aflyste sin 'Unbreakable World Tour'. Det skete nemlig med den forklaring, at hun ville fokusere på at 'planlægge' en familie med sin mand.

Dengang kunne det amerikanske magasin People dog afsløre, at årsagen til aflysningen var, at hun allerede ventede et barn med sin mand, den 41-årige forretningsmand Wissam Al Mana.Oplysningen blev dog ikke bekræftet af Janet Jackson selv.

Længe har sangerinde forsøgt at tale rygtet ned, og hun har så vidt muligt prøvet at undgå pressens opmærksomhed. Den 28. september blev hun så set i en møbelforretning, hvor hun shoppede børnemøbler med en aldeles stor mave - og nu er det så officielt.

»Vi takker gud for denne velsignelse,« siger den lykkelige Janet Jackson til People.com, hvor hun samtidig står frem og viser babybulen frem.

Artiklen fortsætter under opslaget:

Magasinet har tidligere talt med en kilde tæt på Janet Jackson, der fortalte dem, at Jackson er meget begejstret for at være gravid. På samme måde skulle graviditeten gå efter planen, ligesom hun har det godt.

Janet Jackson har udgivet flere end 10 albums, hvoraf albummet 'Janet' fra 1993 fastslog hende som et sexsymbol i populærkulturen. Det var samtidig hendes første udgivelse, efter hun havde skrevet en pladekontrakt med pladeselskabet Virgin Records, der gjorde hende til en af de bedst betalte musikere i verden.

Hun har også medvirket i flere film, blandt andet 'Nutty Professor II', 'Why Did I Get Married Too' og 'Poetic Justice', hvor hun spillede overfor den afdøde og ikoniske rapper Tupac Shakur.

Hun er også kendt som en dygtig forretningskvinde, og har modtaget flere priser for sit velgørende arbejde - og så er hun søster til kongen af popmusik, Michael Jackson.