Nyheden om musikeren Ole Ousens død gør skuespiller Henrik Koefoed trist til mode. Han spiller rollen som Yassirfir Dosirfem i Ørkenens Sønner, hvor Ousen var fast musiker i næsten 20 år.

- Det er utrolig sørgeligt. Selvfølgelig mest for Kirsten Olesen, der nu mister sin mand. 70 år er ingen alder. Det er alt for tidligt at forlade denne verden, siger Koefoed til BT.

Ousen arbejdede sammen med Ørkenens Sønner fra begyndelsen i 1991, da herrekvartetten kun optrådte på Københavns små, ydmyge steder. Langt senere i 0’erne voksede kvartettens popularitet så meget, at de under de sidste par turnéer har sat Danmarksrekord i billetsalg.

Ousen var med hele vejen, indtil det seneste show, ’Varm luft i kanal Grande’. Hvor Ousen måtte melde fra på grund af sin sygdom.

- Mit forhold til Ole var først og fremmest professionelt. Men jeg holdt også utrolig meget af ham som person, siger Henrik Koefoed.

- Han var en stor humorist. Han havde den tørreste humor. Han kunne være helt utroligt uforskammet, uden at de andre vi andre bemærkede noget. Først og fremmest var Ole en meget, meget dygtig musiker. Han var så hamrende musikalsk, en mand med en stor stilfornemmelse. Og så var han en god kammerat. Når det skete, at vi var lidt forsinkede op til showstart, var Ole klar til at underholde med sin banjo, indtil vi var klar. Som vi plejede at sige, ’Ole stå vagt med din banjo’. Det gjorde han. Han var ikke typen, der sagde, jeg er musiker og kun det, siger Koefoed og mindes de mange turnéer i selskab med Ole Ousen.

- Ole var meget interesseret i gastronomi. Det nød vi andre godt af.

Da BT for fem år siden talte med Ole Ousen om hans samarbejde med John Mogensen, faldt snakken også på hans samarbejde med Ørkenens Sønner.

- Jeg ser det som en ære at optræde sammen med de fire fyre. De er så hamrende musikalske, og gode til at spille pingpong også med mig. Jeg har altid følt mig tryg i deres selskab. Og så er det jo fantastisk, at et foretagende i dag, hvor alt er playback, vil lade en enkelt mand sidde på scenen og spille banjo.

Læs mere i BT mandag (få adgang til e-avisen her):
- Kirsten Olesen kæmpede for de syge: Nu mister hun selv til kræften
- Efterladte Kirsten: Ole var et favnende menneske