Det kom som noget af en overraskelse for mange danskere, da realitypersonligehden Janni Ree - også kendt som 'Oddset-Janni' - blev gift med sin 25 år ældre kæreste, milliardæren Karsten Ree sidste forår.

Parret sagde 'ja' til hinanden på Rudersdal Rådhus i april - kun få dage efter at Karsten Ree havde fået konstateret blærekræft.

Det, den store aldersforskel og Karsten Rees enorme formue, har tilsyneladende fået mange til at tænke den tanke, at Janni Ree giftede sig med ham på grund af pengene. Men det afviser hun nu som ondsindet sludder.

'Med hensyn til folk, der kalder mig 'golddigger' – det er jeg sgu også træt af. Alle, der kender Karsten og jeg, ved, det er ægte kærlighed. Jeg elsker manden, længere er den ikke,' skriver Janni Ree på sin og radioværten Ditte Okmans blog 2Girls.dk.

Parret blev for alvor landskendt i Kanal 5's dokumentarserie 'Janni og Karsten - Kærlighed mod alle odds' fra 2014, hvor seerne kom helt tæt på det glamourøse par - også efter at Janni Ree måtte en tur i fængsel for at franarre en ældre mand hans formue. Året efter fulgte 'Janni og Karsten - på fri fod' - og det var under optagelserne af programmet, at Karsten Ree friede til Janni på savannen i Afrika.

»Der var ingen af os, der anede, at han ville gøre det. Og han var så nervøs. Han kunne ikke engang drikke sin drink. Det var meget romantisk og så sødt,« fortalte Janni Ree dengang til BT.

Karsten Ree er trods sin enorme formue - som blandt andet er kommet i stand via salget af Den Blå Avis og aktiehandel - kendt for at være meget sparsommelig. Han har tidligere indrømmet, at han samler flasker for at få udbetalt panten, og Janni Ree har afsløret, at han nogle gange tisser i haven alene for at spare på vandet.

Janni Ree fotograferet ombord på Karsten Rees lystyacht i forbindelse med hans 70-års fødselsdag.
Janni Ree fotograferet ombord på Karsten Rees lystyacht i forbindelse med hans 70-års fødselsdag. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ikke desto mindre er hun dog blevet foreviget på Karsten Rees store luksusyacht med et glas champagne i hånden. Så lidt luksus bliver det dog til.

Men i blogindlægget understreger Janni Ree, at hun bestemt ikke 'får i pose og sæk' af sin rige gemal - og at det i øvrigt slet ikke er pengene, der holder dem sammen.

'Karsten er ungdommelig på mange måder, og man mærker ikke, han er 71 år,' skriver hun.

Som BT kunne afsløre kort efter ægteskabets indgåelse, har Janni Ree skrevet under på en ægteskabspagt, som gør hende arveløs.

Milliardæren Karsten Ree sammen med sin kone Janni ombord på hans store yacht i Rungsted Havn.
Milliardæren Karsten Ree sammen med sin kone Janni ombord på hans store yacht i Rungsted Havn. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I slutningen af 2013 blev Janni Ree dømt et år og tre måneders fængsel for sammen med sin far og en kvinde at franarre en syg, ældre mand hans formue. Hun fortæller i blogindlægget, at hun føler sig uskyldigt dømt og at hun i det hele taget er træt af folks fordomme.

'Så både jantelov og folks meninger, hvor de har travlt med alle andre end sig selv, må de stoppe skråt op et sted,' lyder det.