Der var masser af rockstar-attitude, da den tidligere Oasis-forsanger Liam Gallagher torsdag eftermiddag kom til byen. Med de karakteristiske lange bakkenbarter, runde solbriller og et løstknyttet halstørklæde, var Gallagher ikke just klædt på til den danske kulde. Han havde ellers al mulig grund til at være velklædt, for han var i byen for at promovere sit eget tøjmærke Pretty Green.
- Hvad nytter det, at man skriver gode sange, hvis man ligner en klovn. Jeg har en dygtig designer, der laver tøjet. Det jeg ikke kan li’ ryger i skraldespanden, det jeg kan li’ ryger ud i butikkerne, forklarede han om sin modepassion.
Der var ikke meget musik over seancen, da rockscenens enfant terrible med bodyguards og et hav af fotografer i hælene dukkede op og trykkede hænder med de cirka 50 fans, der havde fundet vej til Illum. Men den 39-årige Liam Gallagher fastholdt, at det ikke er paisleymønstre og polo t-shirts, der optager ham mest.
- Jeg er først og fremmest rockmusiker. Jeg var i studiet i går og i forgårs, og jeg regner med, at vores nye plade er klar til næste år. Men lige for tiden fylder musikken ikke så meget i mit liv - og noget skal jeg jo lave.
Siden bruddet med storebror Noel Gallagher og det efterfølgende kollaps af brødrenes fællesprojekt Oasis, dannede Liam og resten af de gamle Oasis medlemmer i 2009 bandet Beady Eye. For de fans, der stadig begræder tabet af et af 90ernes største bands, er der måske grund til forsigtig optimisme. Da Liam Gallagher under besøget omtalte sin bror i mere venlige toner, end han tidligere har været kendt for.
- Medlemmerne af bandet er de samme som hidtil. Men endnu er Noel ikke med, sagde han med den drevne Manchester accent.
På spørgsmålet om interessen for tøj er dukket op, fordi der ikke længere er penge nok i rock’n roll, svarede han:
- Jeg laver hverken musik eller tøj for pengenes skyld. Jeg bruger ikke mange penge, køber hverken biler, eller fly. Jeg bruger kun penge på tøj, alkohol - og måske lidt stoffer, sagde han ærligt.
Måske fik Gallagher brugt lidt penge under sit besøg i København, for efter lanceringen af sit tøjmærke var han inviteret til fest på Remees natklub Zen.
- Jeg har været i København flere gange og plejer bare at blive på hotelværelset… Denne gang jeg går nok lige ud en halv times tid og får en enkelt drink, sagde Gallagher med et glimt bag de tonede glas.






















