Sidst Ørkenens Sønner var på turné, solgte de i underkanten af 400.000 billetter. Forholdsmæssigt ville det svare til, at 25-26 mio. amerikanere købte billet til et turnerende show i USA.
Utænkeligt.
I det hele taget utænkeligt ret mange andre steder i verden at se et fez-stemt premierepublikum hylde en anakronistisk, lummer herrekvartet. Hvis Henrik Koefoed allerede fem minutter inde i forestillingen tog pis på nationalklenodiet over dem alle, H.C. Andersens tilbøjelighed til at lege med sin regnorm. En offentlig hemmelighed i datidens København.
Utænkeligt, som sagt, som mainstream-komik de fleste andre steder.
Små-anarkistisk antiautoritet siges at være er en del af den danske nationalkarakter. Måske det er en del af forklaringen på kvartettens enorme succes. Efterhånden er Ørkenens Sønner vokset fra en sjofel baggårdskabaret til et lille stykke dansk kulturhistorie i sig selv.
En gentagelse af sig selv
'Een gang til for prins Knud' hedder det nye show med premiere lørdag aften i Tivolis Glassal. Fristende at tage Niels Olsen, Søren Pilmark, Asger Reher og Henrik Koefoed på ordet, og spørge, 'kan det blive andet end en gentagelse af sig selv, når de nu for ottende gang på 25 år turner ud med et show, skåret over samme koncept?'.
Ja, det ligner sig selv. Logeeden, 'landmandssketchen', Fjertomanen, der denne gang overgår sig selv, og sågar en revival til 'karlegymnastik', denne gang med Koefoed, Pilmark og Olsen som selvironisk og -udleverende herrehold i selvlysende grøn spandex. Først helt nede ved enden, beklager, demonterede de fire ørkenrotter lidt af den vanlige mandehørm. Det vender jeg tilbage til.
Det begyndte lidt for søgt. Findes 'for søgt' i forbindelse med Ørkenens Sønner? Ja. Temaet denne gang er dansk historie. Den lille havfrue, nu som stor matrone i Olsens skikkelse, Grovbolle-manden (selvfølgelig), Christian IV og Harald Blåtand på scenen. Rigtigt sjovt var det ikke. Heller ikke den første af de klassiske videosnaser. Der led af en klassisk revy-syge, nemlig at det ikke i sig selv er sjovt at ligne fiktive eller virkelige kendte personer.
Påtrængende sjovt
Men herefter blev det mere og mere påtrængende sjovt.
Det er den konstante ordspilsbyge, finurligt fezne rim, scenografien, der fastholder fornemmelsen af være til stede i en svunden tids kabaret eller revy, surrealistiske, opfindsomme intermezzoer med behørige hints til de fire herrers tiltagende alderdom og, lad os kalde det, fysiske forandringer. Som f.eks. loge-ed med rollatorer.
De vidunderligt elegante firstemmige barbershop parafraser over en stribe gamle danske revy- og andre sange. 'Det var på Capri', her en sang om at blive tvangsfodret med Viagra. En swingende version af 'Tag med ud og fisk' - 'her lugter lidt af fisk'. En meget fornem version af 'Dansevise' med en hyldest til Ørkenens Sønners yndlingspublikummer. En meget medlevende kvinde.
Efter pausen en dødcharmerende og super præcist scenograferet version af 'Huset på Christianshavn' med Olsen som... Olsen, Koefoed som dyrehandler Clausen (der har problemer med en lidt for slap anaconda), Asger Reher som en indtagende vicevært Meyer og Pilmark som forrygende Emma i Rottehullet. Oven i købet med en lille kønspolitisk tvist - i hvert fald indtil Flyttemand Olsen & Co endte i arme og barme hos nogle meget nedringede sygeplejersker.
Der var en barnligt begejstrende, fjoget sketch, som bl.a. inkluderede Koefoed som prins Henrik-parodi, Niels Olsen i glansrollen som en slags Kvasimodo og et af Pilmarks teatertricks.
Der var øjeblikke i Glassalen her til aften, hvor man som den, der skal forsøge at mene noget om menageriet på scenen, bare måtte give slip og grine med.
Synligt god stemning
Tekst- og idémager Niels Olsen (alias Kamell Ull-Suut) er til stadighed en form for oversheik i kvartetten, men jeg mener ikke at have set Ørkenens Sønner så kollektive som i aften. Især er alt hvad de foretager sig, gennemsyret af en synligt god stemning indbyrdes mellem de fire på scenen. God kemi. Og en del giftige kemikalier i komikken.
Det er dén; den varme atmosfære - iscenesættelsen, musikaliteten, plathederne og en timing, så skarp som Ali Baba og de fyrretyve røveres sabler. Selv ned i de dummeste detaljer. Eller når de bevidst mistimer og især Søren Pilmark bryder den patinerede kabaret-illusion med et par, formentlig indstuderede fejl.
Om det er et bevidst forsøg på at give mandehørmen en moderne metroseksualitet, vides ikke. Det hele sluttede med at de fire mænd kyssede hinanden i 'Landmandssketchen'.
Det kan virke lidt ironisk, at en komikerkvartet, baseret på en arabisk tradition, kan udkomme i 2015 uden jokes eller kommentarer, som på en eller anden måde forholder sig til den dominerende, lad os kalde det 'arabiske vinkel' i den standende politiske debat. Det har på den anden side aldrig været meningen med foretagendet, der har sine rødder i den uskyldige Gøg og Gokke-film 'Sons Of The Desert'.
Der er ingen proces- eller dramakomik eller lag-på-lag humor som i tidens største showact Rytteriet. Hvis der er lag i Ørkenens Sønner, er det som lagkagehumor.
Og tak for det. Det er længe siden, jeg har moret mig så meget i cirka halvanden time.
Er man til lugten af fez, er det bare om at komme i Glassalen.
'Een gang til for prins Knud', Ørkenens Sønner med Troels Skovgaard, guitar, premiere lørdag aften i Tivolis Glassal.
