Andreas Bos nye comedy-show 'Fifti-fifty' er lige præcis 50-50. Bo er stor fysisk komiker med et unik talent for at parodi, men 'Fifty-fifty' er for slingrende og overfladisk i forhold til sine egne ambitioner.
Vi ved, at Andreas Bo er god til at parodiere. Vi ved, at han har en fysisk urkraft, der til fulde har formået at udnytte sit – siger han selv – begrænsede talent. Vi ved, at Andreas har charme og likeability, så det plasker.
Vi er nogle, der godt kan lide at spejle os i den ’Klods Hans’-lignende historie om den djærve fynsk/sjællandske spradebasse, der kom ridende på ind på det Boss og Gucci-klædte stand-up hof, for at dampe af sted med, om ikke prinsessen, så et kæmpe momentum i underholdningsbranchen.
Andreas Bo ejer i dag en styrtende masse biler, en båd og fodboldklub. Den sidste oven i købet beliggende et, for dansk komik, ikonisk sted: Ølbylyng.
Ejer Andreas Bo stadig sit momentum? Det skal det nye show ’Fifti – fifti’ vel vise. Titlen fordi komikeren fyldte 50 på premiereaftenen.
Flip the coin
Showet har en ramme. Noget med indimellem at turde gå ind ad den dør, man ellers ville ikke have valgt. Flip the coin. Sådan som Andreas Bro selv har gjort på sin vej, som han selvironisk siger det: fra amatørskuespiller og rengøringsmand på Brøndby-bossen Per Bjerregaards kontor til den, han er i dag. Et udmærket anslag, men vejen de næste par timer mod afslutningssangen ’Au pair’ er mildt sagt slingrende.
Det begynder, ja, grænsende til direkte usjovt, med komikeren på besøg i en lounge i Parken sammen med diverse andre kendisser, der skal levere bidrag til livsdrømmen, cd'en, ’Skilleveje’, som Andreas Bro udgiver i forbindelse med det nye show.
’Uden drømme bliver man skør’, som yndlingsparodiofferet Kim Larsen synger. Andreas Bos drøm er hverken mere eller mindre værd end din eller min. Men hans styrke er afgjort ikke som sangskriver eller sanger. Bedømt ud fra den ordinære popmusik, vi hørte fra scenen.
Man skulle ellers tro, at sporene fra Amin Jensen og Anders Matthesens cd’er kunne være en advarsel.
Der er parodier på bl.a. Larsen og andre kendinge som Johannes Møllehave. Vi har set det før, og parodien på Thomas Helmig er helt ved siden af. Virkelig, virkelig skægt, at hans kone har et drengenavn.
Til gengæld mærker man endelig Bos vanvid bryde ud i en forrygende parodi på Ståle Solbakken, selvom det ikke helt fremgik, hvad den norske træner har med sagen at gøre.
Satire over pseudosammenhold
Der er anslag til satire over det pseudosammenhold, der jo trives ved den slags kendisarrangementer. Men som det desværre er, hver gang Andreas Bo tangerer noget vigtigt, bliver det overfladisk. Fint at have nogle pointer om religion. Men der skal stikkes dybt, hvis det skal sige andet end almindeligheder.
Den virker halvt gennemført. Som klassikeren, hvor vi hører om komikerens date, der beder ham optræde som sine parodier i sengen, bl.a. Ole Thestrup. Hvilket viser, at det normale stadig har vide grænser, især hos daten, hvis navn angiveligt rimer på Sachsa Bang.
Igen, Andreas Bo arbejder som en hest for at få sketchen til at løfte sig, men den virker ufærdig. Når man nu skal trække Jørgen Leth ind i denne Bangs soveværelse, kan det gøres meget mere elegant.
Så er der mere snert i en ambitiøs sketch, hvor komikeren parodierer Clement Kjersgaard med besøg af diverse andre parodiofre. Især hans Lars Løkke lyder fuldstændig som statsministeren.
Ambitiøs er også en sketch, hvor to publikummer skal spille Shakespeare-figurer. Det virkede mere kaotisk, end det vist var tænkt, men omvendt er der noget vældig charmerende ved den loose workshopstil, det let får, når den tændte Andreas Bo kaster rundt med sine virkemidler.
God som Trump
Rigtig sjovt bliver det, da han træder ind i rollen som Villy Søvndal, der har været på sprogkursus. Godt nok er det mange vintre siden, denne var udenrigsminister, og de danske revyer levede højt på hans gebrækkelige engelsk, og godt nok har Andreas Bo mærkelig nok droppet Søvndals jyske dialekt. Men oplægget til denne med Bo som Donald Trump på en videoskærm er rigtig, rigtig sjov.
The Donald med alle hans allerede nu klassiske talemåder og tåbeligheder er ramt fuldstændig på sigtekornet. Og minder én om, at der formentlig sidder en stribe revyforfattere derude og skriver, så fingrene bløder, på Trump-parodier.
Denne gang har Andeas Bo da også allieret sig med revyforfatterne Vase og Fuglsang, der også har meddigtet på det nye ’Den nøgne sandhed’-show.
Jeg har flere gange hædret Andreas Bo for at bygge bro mellem den gamle og den nye folkelighed - mellem revyscenens joviale, musiske poesi og stand-up comedy’ens skarpe observationskomik.
I en afdeling trykker han den da også af med en morsom bid om diverse tilfredsundersøgelsers absurditeter og latterligheder.
Svært at være uenig, selvom den stump også antyder en faldgruppe i den form for fusionskomik. Det virker ’nu springer jeg ind i rollen som vred’-agtigt.
Andreas Bo redder den langt nedad Sydmotorvejen hjem på sin energi, sin fysiske komik, sine mange lumre jokes og sin tætte kontakt med publikum. Skal man se ham live på scenen skal man være med på præmissen: det er 80 pct. plat, som han selv siger.
’Fifti-fifti’ skal nok få et liv, især til de mange enkeltarrangementer, en mand som Andreas Bo kommer ud til. Men jeg forlod Bremen med en fornemmelse af at have set en mand med ønske om, at vise, at han har mere i sig end Thomas Blachman og Kim Larsen. Hvad det så er, får man ikke svaret på.
Nu har vi set parodierne – musikken er næppe vejen videre. Hvad så?
Andreas Bo. 'Fifty-fifty', premiere lørdag aften i Bremen Teater, København. Bo sælger sin nye cd 'Skilleveje' ved showet'. BT så showet under generalprøven fredag. Anmeldelsen tager højde for de fejl, der kan opstå en sådan aften.
