Superstjernen Beyoncé lægger ikke fingrene imellem på sin nye udgivelse ’Lemonade’, der er et såkaldt visuelt album med 12 nye sange og tilhørende billedside, som blev offentliggjort natten til søndag. Her kommer hun med direkte hints til, at hendes mand hiphopmogulen Jay-Z - har været hende utro.
»Er du mig utro?« spørger Beyoncé på nummeret ’Intuition’ og tilføjer: »Du har ikke giftet dig med en gennemsnitlig bitch, boy,« mens hun i den udvidede musikvideo rasende smadrer alt omkring sig med et baseballbat og slutter med at kyle sin vielsesring væk. Wow.
Et overraskende træk fra den 34-årige verdensstjerne, der er kendt for at styre sit brand med hård hånd. Hun har ganske opsigtsvækkende kun givet ét enkelt tandløst interview i snart tre år, men har i samme periode cementeret sin position som verdens ukronede popdronning.