- Undskyld, skal man have et kamera for at måtte sidde her?
Prisoverrækkelsen skal til at begynde, da Sofie Gråbøl bevæger sig frem til forreste stolerække, hvor journalister og fotografer har slået sig ned.
Da Sofie Gråbøl sætter sig ved siden af bt.dks udsendte, læser hun skiltet på sin stol:
- 'Reserveret'. Jeg hedder reserveret - og er reserveret, siger hun.
Tror du, du vinder?
- Jeg tror ikke, man kan vinde to gange.
Men man kunne vel godt bruge pengene?
- Jo.. Og så mange.
Vi nikker.
- Vi uddeler i dag 250.000 kroner til to ekstraordinære skuespillere, siger en mand fra Lauritzen fonden.
Sofie Gråbøl giver et lille 'wow', da han siger 250.000.
Hun er også god til at klappe. Før vi når til hovedprisen, uddeles der små rejselegater til fire mindre kendte skuespillere, og Sofie Gråbøl klapper igennem ved hver eneste blomsteroverrækelse, før det bliver hendes tur til at gå på scenen.
Hun glemmer sin vandflaske, da hun træder op på scenen for at modtage Paprika Steens præmie.
Paprika Steen er for øjeblikket i Argentina for at indspille en film med Anders W. Berthelsen, og derfor må Sofie Gråbøl nu sidde på scenen med hænderne i skødet og høre på en tale, der er henvendt til en anden.
Sofie Gråbøl er Paprika Steen i dag.
- Du er ikke en god skuespiller. Næh du hæver det til kunst, siger en mand i gråt jakkesæt og piller ved sine Per Stig Møller-farvede briller.
Han fremhæver højdepunkter fra Paprika Steens karriere. Fra filmen 'Rembrandt' til den om 'Hannibal og Jerry'.
- Tillykke Paprika, siger han og går hen og krammer Sofie Gråbøl.
Sofie Gråbøl smiler og stiller sig op ved siden af en papfigur af Paprika Steen. Det snyder lidt, for i virkeligheden er Paprika Steen højere.
Sofie Gråbøl stiller sig frem og gør klar til en tale. Hun ryster lidt på hånden og siger så:
- Jeg ER Paprika Steen!
Hun siger en masse pæne ting og slutter af med at fortælle, at hun elsker Paprika Steen meget højt.
Derefter forsvinder Sofie Gråbøl, og Paprika Steen dukker op på en storskærm. Hun har simpelthen lavet en videohilsen fra Argentina!
Videon starter med, at Paprika Steen sidder med curler i håret, meget nedringet bluse og kommanderer rundt med filmholdet.
Hun er rigtig sjov, og folk griner. Selv Jesper Langberg fra 'Familien Sommer' griner med.
Så skifter det til et hotelværelse, hvor Paprika Steen siger tak og siger til Sofie Gråbøl, at hun gerne vil være morderen i den næste 'Forbrydelsen'. Så kan hun slå Sofie Gråbøl ihjel.
Paprika Steen slutter sin takketale af med at indrømme, at hun en dag håber, man vil opkalde noget efter hende. Ligesom noget er Ghita-agtig, siger hun.
Derefter er det den mandlige vinders tur til at blive hyldet. Han hedder Olaf Johannessen og er mest kendt for at være forelsket i Anette Støvelbæk i en TV2 tv-serie fra 90'erne. Han er ikke engang på wikipedia!
Han holder en meget lang tale og læser Inger Christensen digte op. Det er meget teateragtigt.
Da lyset bliver tændt, og prisoverrækelsen er slut er Sofie Gråbøl forsvundet. Hun har glemt Paprikas Steens blomster og diplom oppe på scenen.
Hun glemte også sin vandflaske. Den kan hun komme op at hente på B.T.






















