Den danske filmstjerne Thure Lindhardt er indstillet til de uafhængige filmselskabers svar på Oscar-prisen – den såkaldte ’Independent Spirit Award’. Og han er oppe imod andre stjerner som Bradley Cooper og Matthew McConaughey.

Det er Thures indsats i den amerikanske film ’Keep the Lights On’, der har ført til den flotte nominering. Og selvom både Thomas Vinterbergs ’Festen’ og Lars von Triers ’Dancer in the Dark’ tidligere har vundet den prestigefyldte pris, så er det første gang, at en skandinavisk skuespiller er indstillet i kategorien ’Årets mandlige skuespiller’.

Er meget taknemmelig

- Jeg er så taknemmelig for at have adgang til så mange forskellige filmmarkeder, siger Thure til BT.

Og hans manager Lene Seested kalder nomineringen ’vildt, fantastisk og dejligt’.

I internationale filmkredse betyder en ’Independent Spirit Award’ næsten lige så meget for karrieren som en Oscar. Og både Thure og hans manager igennem 12 år vil være til stede, når prisen uddeles i Los Angeles 23. februar 2013.