Ny bog afslører det sorte hul, den benhårde forretningsmand faldt i, da han inden for to år mistede sit livs kærlighed og deres datter.

Hvad enten han står og skuer ud over jagtmarkerne eller er forankret bag et blankpoleret skrivebord, er indtrykket af tidligere Codan-direktør Peter Zobel det samme: En benhård forretningsmand, en mand der er vant til at få sin vilje, og som ikke lader sig styre af følelser.

ZOBEL SPLIT

Men bag dette panser gemmer 77-årige Peter Zobel på en så stor tragedie, at han efter mere end 40 år ikke er kommet sig over den, og sandsynligvis ender med at tage den med i graven. Sorgen over tabet af sit livs kærlighed.

Præcis hvor stort og sort et hul, Peter Zobel faldt i, da hans første kone kone Annika døde i 1971, har altid været lukket land, noget der ikke skulle spørges ind til. Men i en ny bog ’Zobel – historien om et dansk dynasti’ får man for første gang indblik i, hvor smertefuldt tabet af såvel Annika som parrets multihandicappede datter Josephine var – og stadig er – for Peter Zobel, som blev enkemand i en alder af bare 35 år.

zobel

’I ugerne efter Annikas begravelse var Peters hverdag ukendelig. Sådan husker han det ikke selv, men det gør de, der var tættest på ham. Han var kun en skygge af sig selv’, skriver forfatter Michael Teschl i bogen og fortsætter:

’I hjemmet, hvor Annika stadig var til stede som en del af luften, lydene og stemningen i stuerne, kunne Peter ikke undgå at blive tynget af en overvældende ensomhed. Han kæmpede dagligt mod både selvmedlidenheden, afsavnet, bekymringen om sin egen og i særdeleshed døtrenes fremtid uden deres mor og fornemmelsen af en voksende og intensiverende rå tilgang til hverdagen. Dybt inde i ham voksede en vrede, og han forbandede den misundelse, han så ofte var blevet mødt med, som bundede i antagelserne om, hvor let hans liv måtte være.

Hvor meget han havde fået foræret, og hvor privilegeret han var, fordi han var ’født med en guldske i rumpen’. Det havde han så tit hørt folk omkring ham sige.

I festligt fodboldlag med prins Henrik. Foto: Bent K. Rasmussen

Nu sad han og ville bytte alt, han ejede, for at få det tilbage, han ønskede sig allermest. Men det kunne ikke købes for penge. Og hvad var de så egentlig værd?’

- Det er min klare opfattelse, at Peter Zobel aldrig er kommet sig over tabet af Annika. Det gør stadig for ondt, siger Michael Teschl, som i forbindelse med sin bog har tilbragt utallige timer sammen med Peter Zobel på hans sydsjællandske gods Bækkeskov.

ZOBEL SPLIT

I begyndelsen af 60erne boede den 26-årige Peter Zobel i Nordsjælland, var lige blevet cand.jur., og var egenligt på udkig efter en kæreste. Men han var kræsen.

En pige skulle i Peter Zobels optik se godt ud. Men også være én med ben i næsen og have temperament.

’Jeg har fundet kvinden, du skal have, erklærede en af Peter Zobels venner Ole Tholstrup en dag. Han havde til fest mødt Annika. Og nu væddede han 100 kr. med Zobel om, at han havde ret.

Kort efter ringede Peter Zobel på svenske Annika Wicksells dør. Og i samme sekund den blev åbnet, sagde det bang indeni. Peter Zobel blev forelsket på stedet.

Følelserne var gengældt hos den fem år yngre Annika. De var temperamentsfulde elskende, og efter tre år som kærester sagde de den 11. juni 1964 ja til hinanden i Vedbæk Kirke. Lovede at elske hinanden, til døden skilte dem ad.

Bryllupsbillede af Peter og Annika fra sommeren 1964 Foto: Scanpix

Den kom langt hurtigere end ventet.

En mørk og kold vinteraften i januar 1971 hoppede Annika ind i sin elskede grønne MG sportsvogn med kurs mod Hillerød, hvor hun havde tilbudt at hente kæresten til den unge pige, der var i huset hos familien og tog sig af døtrene.

ZOBEL SPLIT

Peter Zobel var langtfra begejstret over sin kones beslutning. Vejret var elendigt. Kæresten kunne tage en taxa. Men Zobel havde ønsket sig en kvinde med temperament og egne meninger, og det havde han fået.

Soldat og jæger

- Det er jo paradoksalt, at en patriark som ham, der forsøgte at få alle sine hustruer til at blive hjemmegående, som forlangte, at huset stod i den stand, han forlod det, mad på bordet, og at børnene var ny-friserede, når han kom hjem, samtidig valgte en yderst selvstændig kvinde, der insisterede på at bestemme over sin egen hverdag og aldrig bare føjede ham, forklarer forfatter Michael Teschl og fortsætter:

- Jeg tror, at han – som den soldat og jæger han er – havde behov for at kæmpe for det. Intet måtte komme for let til ham. Og det gjorde det sandelig ikke med Annika. Hun var en selvstændig pige, som under ingen omstændigheder ville ’nøjes’ med at være hjemmegående husmor, siger Teschl videre.

Til nytårsbal på slottet med Henriette, mens de stadig var gift. Foto: Simon Knudsen

Selvstændigheden slog også igennem den aften i januar ’71, hvor Annika drønede af sted i sin sportsvogn.

Og da perlestenene et par timer senere knasede i indkørslen foran familiens Zobels eksklusive hjem i Vedbæk, åndede Peter Zobel lettet op. Nu var hun endelig hjemme.

Men det var politiet, der ringede på døren. Måtte overbringe Peter Zobel beskeden om, at hans kone havde været involveret i en alvorlig bilulykke, at hendes bil var havnet i den modsatte vejbane, og at hun derved var kørt ind i en modkørende bil.

zobel

Hver dag de efterfølgende to uger sad Peter Zobel ved sin kones hospitalsseng på først Usserød Sygehus, siden Rigshospitalets intensivafdeling, hvortil hun var blevet overført, da skadens omfang gik op for lægerne.

Den sorteste dag

6. februar 1971 blev den sorteste dag i Peter Zobels liv: ’Din kone er ved at dø, lød meldingen på telefonen tidligt om morgenen. Og selvom det kun tog Peter Zobel 20 minutter at køre hele vejen fra Vedbæk i Nordsjælland til Rigshospitalet, var det for sent. Annika havde draget sit sidste suk. Uden Peter ved sin side.

Bisættelsen blev afholdt i Rigshospitalets kapel, kun med deltagelse af de allernærmeste, en lille, håndplukket forsamling. Ved den smukt pyntede kiste måtte Peter tage afsked med sit livs kærlighed og moderen til hans tre små piger.

Det gjorde han gennem en tale til Annika, hvor manden, der altid havde haft ordet i sin magt, måtte erkende, at det var svært at sætte ord på den uretfærdighed, som havde ramt deres unge familie, de små piger og den kun 35-årige enkemand’, hedder det i bogen.

Sorgen var overvældende for Peter Zobel, som i perioder måtte dulme sindet med en ekstra stiv whisky eller to for at kunne leve med det ubærlige tab.

’Men Peter var soldat. Og soldater har pligter. Og nu følte Peter det netop som sin pligt at sikre, at hans og Annikas piger hele livet igennem skulle have et klart billede af, hvem deres mor var. Hvilket særligt stof hun var gjort af, hvad hun stod for, og hvorfor deres forældre havde fået dem.

En stolt far fører datteren Rigmor til alters. Foto: Jørgen Jessen

Så han gik i gang med at skrive en bog om deres alle sammens Annika. Om børnenes mor og hans kone. I billeder og ord. Peters ord. Fordi minder kan risikere at blive uklare med tiden.

Bogen gemte han på sit kontor, til pigerne var gamle nok til at forstå tanken bag den. Rigmor fik den på sin 18-års fødselsdag, og den dag i dag har det fællesejede værk fortsat en fremtrædende, nærmest hellig plads i hendes hjem. Selve indholdet er hemmeligt. Kun forfatteren og pigerne selv kender til bogens indhold, som aldrig er blevet delt med udenforstående – og sikkert aldrig bliver det, står der i ’Zobel – historien om et dansk dynasti’.

Den nye bog om Zobel udkommer i morgen. Foto: Lindhardt og Ringhof

Netop Peter og Annika Zobels yngste datter, Rigmor, har i sin selvbiografi ’Zobels liv’ beskrevet faderens bog, som hun fik på sin 18-års dag.

- Her står alt om vores mor. Den er svær at læse mere end en side i ad gangen. Måske har det været en slags terapi for ham, skrev hun.

Hun var knap fyldt to år, da hun mistede sin mor i februar 1971. Men skæbnen var langtfra færdig med Peter Zobel og hans lille Zobel-familie. Blot to år skulle der gå, før han som 37-årig blev sendt til tælling igen.

Denne gang mistede han sin og Annikas mellemste datter, Josephine. Hun kom til verden i september 1967, var født multihandicappet og derfor meget plejekrævende. Og selvom det smertede parret, som elskede datteren højt, valgte de at anbringe hende på landets fornemste institution. Et valg som skabte dybe kløfter i forholdet mellem Peter Zobel og hans forældre, der – måske forståeligt nok – følte, at de dermed havde afskrevet Josephine.

ZOBEL SPLIT

Og især Peters mor Rigmor havde det svært med sønnens beslutning. ’Rigmor – som af alle blev kaldt ’Besser’ – var familiemenneske fra A til Z, og i hendes øjne var Josephine barnebarn på lige fod med de øvrige i den store flok.

For hende havde blod altid været tykkere end vand, og hverken hun eller Hermann brød sig om, at Josephines søskende knap nok kendte til hendes eksistens og med tiden fik den opfattelse, at hun var en kusine. Derfor tog de hende til sig og gjorde det til deres fælles projekt, at Josephine fik et godt og omsorgsfuldt forhold til sine bedsteforældre,’ skriver Michael Teschl i sin bog.

Døden indtraf atter

Hermann og Rigmor Zobel boede tæt på institutionen og hentede ofte Josephine. Tit uden at først at aftale det med hendes far, som rasede.

’Josephine var hans datter, om end hun rigtignok var gemt lidt af vejen, som den ikke raske fugleunge, der blev vippet ud af reden, så der kunne fokuseres på de sunde unger,’ står der i bogen, hvor det også beskrives, at bedsteforældrene med deres handling bragte Peter Zobels dårlige samvittighed til torvs.

En dårlig samvittighed, som næppe blev mindre af, at Peter Zobel i forsommeren 1973 blev gift med sin anden kone Anita og tilmed ventede deres første barn sammen.

zobel

’Men mindre end en måned inden familieforøgelsen skulle finde sted, indtraf døden atter. Kort før jul havde Josephines medfødte hjertefejl sendt den lille pige på operationsbordet på Aarhus Kommunehospital, og under selve operationen opstod der en række yderst alvorlige komplikationer.

To dage før jul døde Josephine Zobel, blot seks år gammel. Hun blev begravet i absolut stilhed – ikke hos sin mor på Humlebæk Kirkegård, men på Gylling Kirkegård og dermed tæt på sine bedsteforældre,’ skriver Michael Teschl i bogen og uddyber til BT:

Til faderen Hermann Zobels begravelse. Foto: Bent Midstrup

- Hele den del af sit liv har han forståeligt nok stadig svært ved at tale om. Jeg fornemmer en blanding af smerte og et strejf af dårlig samvittighed her. Det var bestemt ikke en nem beslutning at sende Josephine væk. Og det mærkes på ham i dag, at han tydeligvis ikke bare har tromlet hen over det hele uden at se tilbage. Sådan er han nemlig ikke.

Det hårde ydre, de fleste kender ham for at bære, er der ene og alene med det formål at forsvare den bløde kerne indeni. At beskytte ham mod alt det, han helst ikke taler om.

- Men sorgen, den vil følge ham altid, hvilket jo er en meget smuk ting, siger Michael Teschl, hvis bog udkommer i morgen.

ZOBEL SPLIT

zobel


Siden skilsmissen fra Henriette har Peter Zobel været alene til Nytårskur på Christiansborg Slot. Foto: Uffe Weng