Yahya Hassan prøver at lancere sig selv som rapper med den nye sang 'KOM OG TAG MIG'.

Digteren og samfundskritikeren har ikke været i medierne i en rum tid, men de seneste par dage er han kommet tilbage. Både for at svare 16-årige drenge igen i telefonen og for at blive pågrebet af italiensk lufthavnspoliti efter en skiferie.

Nu melder TV2 Østjylland dog om, at Yahya Hassan vil prøve sig som rapper - igen. Søndag lagde pladeselskabet Rebel Recs hans nye sang 'KOM OG TAG MIG' på Youtube, og den har allerede rundet 17.000 afspilninger. Hør den i toppen af artiklen.

Det er ikke første gang, Yahya Hassan forsøger sig som rapper. I 2010 lavede TV2 Østjylland et indslag om den dengang 15-årige Yahya Hassan, der blev reddet af rap. Nu er det så på tide at genoptage drømmen.

Læs også: Se videoen: Yahya Hassan kendt som digter - her er han som ung vred rapper

Turbulent uge

På Facebook lagde Yahya Hassan ligeledes søndag en video op fra en italiensk lufthavn, hvor han var på hjem fra en skitur. Videoen viser, hvordan Yahya Hassan bliver pågrebet af politiet.

»Terrormistænkt i en italiensk lufthavn. Et dusin pansersvin kan ikke lægge mig end. Heldigt for jer, at jeg ikke er terrorist, jeg har bare stået på ski,« skriver Yahya Hassan til videoen.

Derudover kom han også i vælten, da Ekstra Bladet kunne offentliggøre en optagelse af Yahya Hassan og to unge drenge, der skændes over telefonen.

De unge drenge var utilfredse over en anden video, Yahya Hassan havde lagt på Facebook, som drengene var utilfredse med. Drengene ringede derfor til Yahya Hassan, og omtalte, at de ville 'pløkke ham' og begrave ham levende.

I klippet kan man også høre Yahya Hassan, der svarer igen med ligeledes grimme gloser, som eksempelvis »Jeg vil gerne kneppe din mor.«

Udtalelserne forsvarer Yahya Hassan, der tager trusler meget seriøst som følge af tidligere oplevelser.

»Hvis der er nogen, der ringer og truer mig på livet. Eller hvis der er nogen der vil fucke mig op, så skal man være indstillet på, at jeg ikke sidder på mine hænder,« siger Yahya Hassan til Ekstra Bladet.