'Hænderne Fulde'-stjernen John Stamos skal i en alder af 54 år være far for første gang.

Det afslører han i et eksklusivt interview med People Magazine.

Det er ikke mere end et par uger siden, at John Stamos offentliggjorde forlovelsen med den 31-årige skuespillerinde Caitlin McHugh, men nu er der endnu flere gode nyheder.

Selvom den 54-årige tv-stjerne troede, han var for gammel til at blive far, har skæbnen vist sig at ville noget andet.

»Johns ansigtsudtryk, da jeg fortalte ham, at jeg var gravid, var uvurderligt. Det var udtrykket på en mand, som altid har ønsket sig en familie, men som ikke troede, at det ville ske. Nu sker det,« siger hans forlovede Caitlin McHugh til People.

I interviewet bliver John Stamos rørt, da han fortæller, at parret ikke ved, om de skal have en pige eller en dreng, fordi de ønsker at blive overraskede. Han kommer nemlig til at tænke på sin egen far, som han beskriver som den bedste i verden og tanken om, at ingen af hans forældre er i live til at se deres barnebarn komme til verden, gør ham ked af det.

Dog skifter stemningen hurtigt, da intervieweren spørger den 54-årige skuespiller, hvilken slags far, han tror, han bliver.

»Jeg tror, jeg bliver en sjov far. Jeg har øvet mig længe. På tv har jeg lavet alle de skøre påfund, man kan med en baby. Jeg har sunget stille Elvis-sange, jeg har puttet, jeg har joket, jeg har skiftet ble - det hele, sådan bliver det også i virkeligheden.

John Stamos refererer selvfølgelig til sin rolle i hitserien 'Hænderne Fulde' (med originaltitlen 'Full House', red.), hvor han spiller den kærlige onkel Jesse, som er med til at opdrage sin svogers tre døtre.

John Stamos har tidligere været gift med model og skuespillerinde Rebecca Romijn, som han blev skilt fra i 2004.

Den 23. oktober i år offentliggjorde han forlovelsen med sin nuværende kæreste Caitlin McHugh, som han venter et barn sammen med i foråret 2018.