Efter fire et halvt år som par er det slut mellem skuespillerinden Julie Zangenberg og fodboldspilleren Nicklas Bendtner. De to er nu gået hvert til sit.

Forrige år havde et af landets mest celebre par også en pause fra hinanden, før de efter nogle måneder fandt tilbage til hinanden. Nu har de to brudt med hinanden igen.

Det bekræfter det nu tidligere pars fælles pr-agent, Elisa Lykke, til HER&NU.

»Det kan jeg godt bekræfte. De har ikke været et par de sidste par uger. De har ikke lyst til at kommentere yderligere,« siger hun til ugebladet.

De nærmere årsager til bruddet vil hun ikke kommentere.

På Twitter bekræfter Julie Zangenberg også selv bruddet, mens hun skriver, at det var en fælles beslutning, at de to gik fra hinanden.

Forrige sommer fortalte de to kendisser, at de var gået fra hinanden efter tre års forhold, da 'deres liv og karrierer ikke kunne forliges'. Nogle måneder senere fandt de sammen igen, og fejrede den genopståede kærlighed til hinanden i Paris. Det fremgik af billeder, som de begge havde lagt ud på billeddelingstjenesten Instagram, hvor man blandt andet kunne se billeder af et badekar med en flaske champagne og to glas placeret på kanten.

Så sent som i marts fortalte den 27-årige skuespillerinde i et interview med den britiske avis Evening Standard, at hun endnu var sammen med Nicklas Bendtner, men samtidig var træt af bare at være kendt som fodboldspillerens kæreste.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses det nu tidligere par i 2014 på den røde løber ved Zulu Awards.
Her ses det nu tidligere par i 2014 på den røde løber ved Zulu Awards. Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

»Jeg mener, det er sexisme. Men jeg ville være mere frustreret, hvis det betød, at jeg ikke fik nogle job. Jeg arbejder hele tiden. Jeg sidder ikke bare derhjemme,« fortalte hun til Evening Standard og fortsatte:

»Jeg har været skuespiller, siden jeg var 11 år. Det lyder måske ikke særlig ydmygt, men jeg er så meget mere, jeg er ikke bare Nicklas Bendtners kæreste. Jeg har min egen identitet.«

Nicklas Bendtner er netop blevet fritstillet af sin fodboldklub Wolfsburg, mens Julie Zangenberg har travlt med sin rolle i Tivolis opsætning af musicalen 'Hairspray'.

Det tidligere par til Robbie Williams koncert i Parken for nogle år siden.
Det tidligere par til Robbie Williams koncert i Parken for nogle år siden.
Vis mere