Den 70-årige nordjyske trubadur og debattør Niels Hausgaard har netop indledt endnu en turné. De dræbte franske tegnere kom med.

Egentlig skulle interviewet handle om Niels Hausgaards turné nummer ingen-kan-huske-hvor-mange. Og om alder. Den syngende vendelbo rundede for et halvt år siden 70. Derfor har han skruet lidt ned for turnéaktiviteten og når ’kun’ 65 optrædener i denne omgang.

Men da BT møder Hausgaard i den ellers tomme café på det aalborgensiske Hotel Hvide Hus, er stemningen præget af attentatet mod det franske satireblad Charlie Hebdo. Denne middagsstund er det bare to døgn siden, nyheden om terrorangrebet på Rue Serbollet i Paris var breaking news verden over.

»Jeg nævnte det på scenen i aftes. Drabene på de franske tegnere er så påtrængende, at det ville være forkert ikke at nævne det,« siger Hausgaard.

Aftenen forinden var der premiere på turnéen i Fjerritslev.

Op gennem karrieren har den 70-årige entertainer gjort det til en del af sin metier at mene noget om meget og tie stille om meget lidt. Set i bakspejlet er han én af de mest vedholdende og længst fungerende danske samfundsdebattører fra kulturens verden. På linje med f.eks. Klaus Rifbjerg.

Enighed gør dum

Det nye show bærer titlen ’Enighed gør dum’.

»Når jeg giver mine show titler, bliver det tit et statement, eller noget, jeg synes lyder sjovt. Man behøver ikke gå så langt for at se, at enighed gør dum. IS (Islamisk Stat, red.) og al-Qaeda – de er virkelig, virkelig enige, og de er virkelig, virkelig dumme. Enighed er ikke et mål i sig selv. Debatten er det vigtige for mig. Kompromis er det ypperste, man kan opnå, og det er ikke det samme som enighed. Desuden rimer ’enighed’ på ’menighed’. Der er alt for meget, man ikke må sige, alt for meget, der ikke må gøres grin med i menigheder,« siger Hausgaard.

Fatwaer fra fatsvage

Kan man lave satire om Charlie Hebdo?

»Man kan ikke lave sjov med sådan noget som Charlie Hebdo. Men jeg kan godt lide at diskutere, hvad man skal stille op mod terror. Nogle mener, at man skal sætte F-16-fly ind. Jeg tror ikke, at man kan bekæmpe terror med våben. Vi laver en ny front, hver gang, vi har brudt en anden front ned. Det, vi får ud at gå i krig med IS, er bare, at vi skaber nye krige«.

Hvad så? Vi kan vel ikke bare se på?

»Salman Rushdie siger, at fanatisme er det mod, de svage og ubeslutsomme er i stand til at udvise. Terroristerne er en flok svage mennesker, som er stærke i kraft af, at de er mange og fanatiske. Det er jo ikke en flok kloge eller begavede mennesker, vi har med at gøre. Det er slagtere, der finder en identitet i deres fanatisme. Derfor er de så farlige. Det er ikke os, der skal bekæmpe det. Det er muslimerne selv, der skal gøre det. Jeg fatter ikke, hvorfor de 98 pct. af muslimerne, der ikke er fanatiske, vil lade sig stemple og latterliggøre i resten af verden. Det er dem, der kan bilægge striden. Vi kommer aldrig til at gøre det.«

Hvordan skulle det ske? Med våben?

»De fornuftige 98 pct. må sige, at nu er det nok. Om de vil gøre det med våben, det ved jeg ikke. Men det er kun dem, der kan gøre det. Vi i den kristne verden ville gøre det samme, hvis de to pct. yderligtgående militante kristne gik i krig mod muslimerne. Den nyere historie viser, at hvis det lykkes at smadre IS, opstår der bare noget andet,« siger Hausgaard, der mener, at Danmark i stedet skulle bruge de millioner, der bruges på krigen mod IS burde bruges til at gøre Danmark til ’verdens fremmeste nødhjælpsland’.

Vedholdende, meget

Man kan mene meget om Niels Hausgaard, ligesom han selv mener meget, men uanset hvad, må man anerkende mandens vedholdenhed og konsistens. Han har konsekvent fulgt samme spor siden gennembruddet med ’En halv time på den ene side’. Sang, guitar og stand-up. Publikum er blevet større for hvert år.

»Jeg er blevet 70. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan det samme i dag, som tidligere. Men jeg skal ikke jamre. Det er ikke hårdt at være mig. ’Hårdt’; det er sidde i en bank og arbejde med andres penge. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at arbejde med andres penge, siger Hausgaard med det klassiske underspillede grin, der nu har været hans kendemærke i 43 år.

»Folk spørger hele tiden, om jeg nu har tænkt mig at stoppe. Det har jeg aldrig overvejet. Jeg har det sådan, at hvis publikum ikke gider mere – så stopper jeg med stor taknemmelighed over, at de ville være med i så mange år.«

Det er vel efterhånden blevet dit borgerlige embede?

»Tjah, det er vel blevet et håndværk ligesom alle andre. Jeg siger ligesom Arlo Guthrie, ’der er mange gode sange i en hvilken som helst avis’. Ikke alle er lige gode. Jeg betragter mine omgivelser. Nogle gange finder jeg bare på noget, når jeg kører i bil. Nogle gange får jeg tanker, så jeg selv griner ind i forruden. Det er virkelig pinligt. Tit er det absolut nonsens. På et tidspunkt er der så meget i posen, at det ligner underholdning.«

Ikke så skarp længere

Du har sagt, at du er blevet mere følsom?

»Følsom… det er nok ikke det rette ord. Jeg får mere og mere empati. Da jeg var helt ung, var mine holdninger meget skarpe, jeg vidste alt. I dag har jeg meget mere forståelse – jeg får lettere ondt at af andre mennesker. En af de meget positive ting ved at blive ældre. Man er nok ikke så modbydelig længere. Jeg vil ikke såre mennesker, men de må gerne blive vrede. Vrede er som at rense skorsten.«

De sociale medier er forum for debatter om hvad som helst. Er du på de sociale medier?

»Jeg er ikke med på Facebook, alle omkring mig er på de sociale medier. Jeg synes, det er meget overfladisk.

Jeg spurgte én i aftes, hvad der skete på Facebook, så fik jeg at vide, hvad en eller anden havde fået at spise. Det vil jeg ikke vide noget som helst om.

Debatter på en mobiltelefon når ingen vegne. Man skal stå over for hinanden, mærke hinanden, ellers batter det ingen steder. Jeg holder meget af at møde mennesker, jeg er uenig med… dem har jeg heldigvis ikke så svært ved at finde,« siger Hausgaard.