Den amerikanske skuespiller Nelsan Ellis, der især var kendt for rollen som Lafayette Reynolds i serien 'True Blood', er død.

Han blev blot 39 år.

Det er skuespillerens manager - Emily Gerson Saines - der bekræfter den triste nyhed over for Hollywood Reporter:

»Nelsan sov ind efter komplikationer med hjerteproblemer,« siger hun og fortsætter:

»Han var et stort talent, og hans ord og tilstedeværelse vil blive savnet for altid.«

Herhjemme var Nelsan Ellis især kendt for sin rolle som Lafayette Reynold i HBO-serien 'True Blood', der blev vist i syv sæsoner mellem 2008 og 2014.

HBO har i en udtalelse også udtrykt sorg over nyheden:

»Vi er ekstremt kede af at høre, at Nelsan Ellis er gået bort. Nelsan var et medlem af HBO-familien og havde været det længe, og hans banebrydende skildring af Lafayette vil blive husket med stor glæde. Nelsan vil blive savnet af sine fans og af os alle her hos HBO.«

Manden, der stod bag vampyrserien 'True Blood' - Alan Ball - udtaler selv:

»Nelsan var et enestående talent, hvis kreativitet aldrig ophørte med at forbløffe mig. At arbejde med ham var et privilegium.«

Nelsan Ellis blev uddannet fra Julliard, og hans første store rolle fik han netop med kokken Lafayette, der også solgte vampyr-blod. Nelsan Ellis' skildring af karakteren blev så populær blandt seriens fans, at han fik lov til at være med lige til afslutningen, selvom karakteren egentlig dør tidligt i bøgerne, som serien er bygget på.

Flere af seriens skuespillere har også været ude at mindes deres kollega.

'Jeg er knust over tabet af min ven og kollega Nelsan Ellis. Han var en vidunderlig person, en forgangsmand og en unik kunstner. Hvil i fred,' skriver Joe Manganiello, der spillede Alcide Herveaux i serien.

'Nelsan Ellis var i sandhed bemærkelsesværdig. En strålende, karismatisk, intelligent, sjælfuld, vidunderlig fyr. Det er fuldstændig tragisk,' skriver Stephen Moyer, som spillede rollen som Bill Compton.

Nelsan Ellis sov ind lørdag.