For anden gang i år må en dansk rockfestival dreje nøglen om. Ringsted Festival kommer ud af weekendens rockbrag med et underskud på mellem to og tre millioner kroner. En lang række store og små danske musiknavne må kigge langt efter deres honorar.

Så vidt B.T. erfarer har cirka halvdelen af de medvirkende bands fået udbetalt deres honorar på forhånd. Det gælder især store navne som Aqua, Sort Sol og Nik & Jay. De kan dog ifølge B.T.s oplysninger ikke være sikre på, at der er dækning for pengene. Med mindre de er udbetalt kontant.

Den anden halvdel har, som f.eks. radiolegenden Jørgen de Mylius, troet på arrangørernes løfter.

- Selvfølgelig føler jeg mig snydt, siger Mylius til B.T.. Han optrådte fredag med et Eldorado DJ-show.

- Jeg har aldrig optrådt til Ringsted Festivalen før. Jeg talte med lederen Anders Sørensen forinden. Han sagde til mig, at jeg kunne være helt rolig. Jeg skulle nok få mine penge. Festivalen er ikke budgetteret til at give overskud. Det er en investering.

- Nu kan jeg se, at jeg kan skyde en hvid pil efter mit honorar. Det er faktisk kun anden gang i min næsten 50-årige karriere, at jeg er blevet snydt, siger Mylle.

Blandt andre må det lovende danske rocknavn The Blue Van også klare sig uden deres honorar.

- Jeg kan bekræfte, at vi ikke får vores honorar. Det har jeg lige fået bekræftet telefonisk af festivallederen. Det er altid ærgerligt, når man stoler på folk, og så bliver skuffet, siger Blue Vans manager John Christoffersen.

Heller ikke det danske disco-band Diskofil får en øre ud af deres optræden på RIngsted Festival 2011.

- Det er bittert, når man ikke får sit honorar. Jeg er skuffet, for der plejer ikke at være problemer med Ringsted Festivalen. På den anden side er vi måske lidt privilligerede, fordi vi ikke er ude på den turné med 29 job og en økonomi, der er lagt an på det.

- Jeg gider ikke være en sur kælling over det, men det er ærgerligt. Man stoler jo på folk, siger Flemming Flev Nielsen aka Onkel Finn fra Diskofil.

Festivallederen Anders Sørensen siger til Dagbladet Ringsted:

- Jeg ved pt. ikke, hvad konsekvenserne bliver, men det ser ikke godt ud. Der ligger en masse forhandlinger, men når vi ikke kan betale alle, er det spørgsmålet, om vi kan fortsætte.

- Vi får et underskud på 2,5 til 3 millioner kroner, og det er der ikke en eneste bank, der vil hjælpe os med, så der vil være bands eller leverandører, der vil tabe penge, siger Sørensen.

For en måned siden måtte arrangørerne af en festival i Munkebo på Fyn dreje nøglen om.