Michael Crenshaw friede til sin kone, da han havde vundet ’Alt for Danmark’, og deltagerne Colin og Petra forelskede sig, allerede før showet var gået rigtigt i gang. Men også programmets vært mødte sin kone under optagelserne til et realityshow.

I 1998 løb Robinson-deltageren Regina med trofæet og pengepræmien. Men hun løb også med den daværende værts hjerte.

Da Thomas Mygind fyldte 50 for to år siden i december, 12 år efter det første møde, besluttede han sig for, at værten og deltageren skulle være mand og kone. Så han inviterede hele familien til USA for at gå på knæ. Men et kraftigt snevejr lammede lufthavnene og spolerede næsten bryllupsplanerne.

- Det skulle jo være nu, inden jeg blev 50. Det var allersidste chance, og jeg skulle under ingen omstændigheder fri i en fyldt flyvemaskine, siger Thomas Mygind, der derfor satte en ring på sin udkårnes finger derhjemme. Senere åbnedes luftrummet, og de nyforlovede kom alligevel af sted.

Og han fik sin Robinson-vinder ved et skovbryllup hjemme i parrets have. Men selvom turtelduerne mødte hinanden under optagelserne, var det først senere, de blev kærester, slår Thomas Mygind fast.

- Vi var i hvert sit respektive forhold, så det var først et godt stykke efter, at vi fandt ud af, at vi måske også kunne bruge hinanden til noget andet. Der er jeg meget professionel, siger tv-værten, der lukkede ned for alle følelser under optagelserne.

-  Også for at det ikke skal blive misforstået. For der er jo et lidt skævt forhold, når jeg er leder af et tv-program og måske oven i købet kan være med til at påvirke, hvem der skal stemmes hjem, siger han.

Men reglerne på produktionen gjorde det heller ikke let for de to. Thomas Mygind måtte nemlig ikke tale med deltagerne, før de var blevet stemt ud og havde forladt øen.

- Men Regina vandt og blev derfor ved til den bitre ende, så jeg fik kun lov at snakke med hende et enkelt døgn, inden vi skulle hjem til Danmark, griner tv-værten.