Da Eric Idle onsdag eftermiddag besøgte hele holdet på ’Spamalot’-musicalen tilføjede han en ændring i sit eget stykke ganske få timer før premieren, der finder sted onsdag d. 22. marts i Tivolis Koncertsal.

Den 73-årige Monty Python-legende blev modtaget med overvældende begejstring og stor fryd af Martin Brygman, Lars Hjortshøj, Lise Baastrup, og resten af holdet på ’Spamalot, da han dukkede op for at overvære de aller sidste prøver sammen med sin musikalske partner, den verdenskendte komponist John Du Prez, der har lavet musikken til ’Spamalot - The Musical’.
Efter at Eric Idle var blevet hyldet af de danske komikere satte Du Prez sig til klaveret, og Idle dirigerede holdet gennem klassikeren fra Monty Python-filmen 'The Life Of Brian', ’Always Look At The Bright Side Of Life’.


Sangen, der er skrevet af Idle, har nærmest fået karakter af Englands anden nationalsang, siden den blev lanceret i 1979.
Den synges hver weekend fra fodboldlægter overalt i Storbritannien og resten af verden, og Idle sang den selv til afslutningsceremonien ved Londons Olympiske Lege i 2012.
Da det danske hold havde sunget den med Idle i Tivolis koncertsal, sagde den engelske komiker:
»Jeg har en ændring jeg gerne vil have jer til at synge her i København i min sang. I stedet for det sted, hvor I synger ’When you’re feeling in the dumps, don’t be silly chumps’, vil jeg gerne have at I synger: ’When youre feeling in the dumps - forget about The Trumps’.


Den usikre verdenspolitiske situation ligger tydeligvis Eric Idle på sinde. Da han tidligere på dagen mødte BT, gav han tydeligt udtryk for sin forfærdelse over fremkomsten af Donald Trump og ’andre højreradikale populister’ som han kaldte ’monstre med nazistiske tendenser’.
«Det er særligt skræmmende for vores børn,« sagde Idle, der har boet i USA med sin hustru i flere år.


Under stor begejstring løb holdet Eric Idles sang igennem med den nye tilføjelse, og Eric Idle strålede, da 'Spamalots' instruktør Anders Albin lovede, at det fremover vil være den nye tekst til Idles klassiker på scenen i Tivolis Koncertsal, København.