Det går stærkt i Camilla af Rosenborgs kærlighedsliv. For fem måneder siden fandt hun drømmemanden i et mindre tv-stunt i bedste sendetid. Og nu er de klar til at slå pjalterne sammen, fortæller den tidligere komtesse til Billed-Bladet.

»Vi har nu kendt hinanden i fem måneder, og det går rigtig fint. Vi skal på ferie sammen til Korfu i september. Vi har mange planer,« fortsatte Camilla af Rosenborg.

Og en af de planer er altså at tage det næste skridt i forholdet og flytte sammen i år, uddyber hun over for ugebladet.

Hun ønsker dog ikke at fortælle, hvordan og hvornår, det kommer til at ske.

Hendes udkårne Ivan Ottesen bor for tiden i Helsingør.

Parret mødtes, som så mange moderne par i dag, via dating-appen Tinder. Men omstændighedern omkring det afgørende swipe er nok lidt anderledes end de fleste andre Tinder-pars. Det skete nemlig i bedste sendetid i TV3-programmet 'Til middag hos'.

Her mente danser Thomas Evers  Poulsen, at der skulle lidt romantik ind i livet hos den 44-årige tidligere komtesse, som netop havde kæmpet sig tilbage efter en hård skilsmisse.

Derfor installerede han appen Tinder på hendes mobil, og til Billed-Bladet har hun tidligere fortalt, at der derefter kun gik to minutter med at swipe, før den 47 årige Ivan Ottesen dukkede op på skærmen.

Og resten er som bekendt historie.

»Jeg var aldrig kommet på, hvis det ikke havde været for dem, det er helt sikkert. Jeg syntes slet ikke, jeg havde plads til kærlighed i mit liv, men nu har jeg lavet plads,« fortalte hun i den forbindelse til Ekstra Bladet.

Ivan Ottesen er kok og har datteren Isabella på 14 år. Camilla af Rosenborg er mor til Anastasia, Ludwig, Leopold og Theodor på 20, 17, 12 og ni fra ægteskabet med Mikael John Rosanes.