Modemanden Erik Brandt går nu ind i sin vens nye selvhjælpsgruppe, der skal give kendte mennesker et sted at gå hen, hvis deres alkoholforbrug er kommet ud af kontrol. Det skriver ugebladet TÆT PÅ.

Til BT fortæller Erik Brandt om motivationen til at gå ind i projektet:

»Steen Svartzengren og jeg, vi ved, at der er mange, der har et alkoholproblem. Og med årene kommer de til at drikke for meget vin. Ligesom jeg selv har gjort.«

Projektet hedder ETOH og er oprettet af Erik Brandts ven Steen Svartzengren, der står bag Svartzengren Fonden. Meningen med den nye gruppe er, at kendte mennesker skal have et sted, de har lyst til at gå hen, hvis de vil have styr på deres alkoholmisbrug. Gruppen skal være et sted for mennesker, som har et særligt anonymitetsbehov.

Selv har Erik Brandt også slået sig på alkoholen.

»Mit eget forhold til alkohol har været glimrende, og jeg har nydt det hele mit liv. Men nu kan jeg bare ikke tåle det mere,« siger han.

De seneste seks måneder har forretningsmanden ikke rørt alkohol. Og han har ikke sinde at røre det igen, forklarer han. Beslutningen om at kvitte vinen blev taget tidligere i år, efter han blandt andet blev indlagt med dobbeltsidet lungebetændelse og penicillin-forgiftning.

Tilbage i december 2016 bønfaldt hans egen datter, Emilie Brandt, ham om at stoppe med at drikke, da hun på det sociale medie Facebook blandt andet skrev således om sin fars massive alkoholmisbrug:

'Min far er alkoholiker. Han er for stolt til at sige det højt – og til at acceptere det – og det er det der gør, at han nu igen er faldet af vandvognen.'

Det udløste dengang en kold luft mellem de to. Og modeskaberen var heller ikke glad for den måde, han blev fremstillet på. Om det sagde han dengang til BT:

Erik Brandt i sit hjem.
Erik Brandt i sit hjem. Foto: Mads Nissen (arkiv).
Vis mere

»Jeg er ikke tilfreds med det. Jeg er rasende over det. Skal man snakke om sådan noget her, skal man gøre det sammen. Og ikke på Facebook,« lød det fra modeskaberen.

I dag er far og datter igen på talefod. Og han fortæller, at hans egen erfaring har været en del af motivationen til at gå ind i det nye projekt, hvor han kan være med til at hjælpe andre.

»Der er ikke så mange, der tør stille sig op og sige det højt, men det gør jeg. Og jeg er helt tørlagt. Og det bliver jeg ved med at være,« siger Erik Brandt.

I begyndelsen af august vil han og hans samarbejdspartner i flere detaljer forklarer, hvordan gruppeforløbene i ETOH kommer til at forløbe.