Hun levede og åndede for moden. I 95 år var moden hele hendes liv, og moden blev i bogstaveligste forstand også hendes død.
Under en opvisning af Joanna Mastroiannis forårskollektion faldt 95-årige Zelda Kaplan pludselig sammen og var livløs. Sikkerhedsvagter bar hende ud, men da hun senere ankom til hospitalet, blev hun erklæret død.
Det skriver flere udenlandske medier, blandt andet Daily Mail.
Zelda Kaplan elskede Afrika og arbejdede meget med velgørenhed, og hun var kendt for sine karakteristiske outfit i eksotiske stoffer, som hun selv havde haft med hjem fra sine rejser.
Kun få minutter før hun døde, blev hun fotograferet, mens hun sad på første række og ventede på, at showet skulle gå i gang. Og der var på det tidspunkt ingen tegn på, at hun kun havde få øjeblikket tilbage at leve i.






















