Michael Jackson skulle nemlig kort tid senere have overrakt en orden i Det Hvide Hus. Og for ikke at kaste en skygge over den opsigtsvækkende ceremoni blev den mulige sex-sag tilsyneladende tysset ned.
Dét er bare én af de afsløringer, man kan læse sig til i de godt 300 dokumenter, som FBI i går offentliggjorde fra deres næsten 700 sider lange Michael Jackson-fil - en sag der indtil nu har været stemplet 'Top Secret'.
Men sagen i Mexico står bestemt ikke alene.
I England kunne en dengang 13-årig dreng også fortælle FBI, at popkongen en sen nattetime i 1993 havde ringet og tilsyneladende onaneret, mens de snakkede.
I hvertfald fortalte Michael Jackson den chokerede Terry George om sine sex-vaner. Og mens drengen var for genert til at uddybe fra sin ende af samtalen, udbrød Jackson:
- Ville du tro mig, hvis jeg sagde, at jeg gjorde det nu.
I den forbindelse kan det ses, at FBI havde kontaktet det britiske politi. Og sammen undersøgte de muligheden for at retsforfølge mega-stjernen og straffe ham efter en internationale lov om 'upassende telefonsamtaler'.
Og Jackson-sagen spredte sig, ifølge de offentliggjorte dokumenter, også til andre dele af verden.
Således sendte USA's føderale politi blandt andet agenter til Filippinerne. Her interviewede FBI to tidligere Jackson-ansatte, Mariano og Faye Quindoy, der angiveligt med egne øjne havde set Jackson 'gramse på mindreårige drenge'.
FBI tog også til Canada, hvor to socialarbejdere havde været vidne til en anden sær Jacko -scene.
På et nattog fra Toronto til Grand Canyon havde de set popkongen omgivet af adskillige smådrenge. Jackson opførte sig ifølge øjenvidnerne 'besynderligt' og 'meget dominerende'. Og om natten havde de to canadiske vidner, ifølge FBI-dokumenterne, hørt 'upassende lyde' fra kupeen, hvor Jackson var alene med børnene.
I de hidtil hemmeligholdte papirer kan man også indhente personlige oplysninger om Michael Jackson.
Således kan det læses, at han er godt 175 centimeter høj, og at han vejer godt 65 kilo. FBI har også inkluderet en fotokopi af popkongens kørekort med let læselig adresse i den californiske by Encino.
Men det er ikke alt i dokumenterne, der drejer sig om Jacksons påståede sex-forbrydelser.
Således kan det også læses, at en skizofren mand, ved navn Frank Paul Jones, truede med både at dræbe Jackson og den daværende Præsident Bush. Den gale mand var overbevist om, at han var gift med Michaels lillesøster, Janet Jackson. Og som det kan ses i dokumenterne blev Jones pågrebet ved Jacksons hus i Californien. Han blev anholdt og dømt til to års fængsel og siden hen medicinsk tvangsbehandling.























