For 34-årige Mira Wanting var hendes to små guldklumper - døtrene Filippa på to et halvt og Alberte på 13 år - selve omdrejningspunktet i livet.

Derfor var det også døtrenes fremtid, der bekymrede den unge skuespiller mest, da det stod klart for hende, at hendes liv ikke stod til at redde. At hun ville dø af den livmoderhalskræft, hun kæmpede med det sidste år af sit alt for korte liv.

Det fortæller hendes agent og gode veninde, Lene Seested.

- Mira har selv taget beslutningen om børnenes fremtid. Hun var meget opmærksom på døtrenes fremtid, siger hun.





Mira Wanting havde døtrene med to forskellige mænd. Men om det betyder, at pigerne fremover skal være undvære hinanden i hverdagen, fordi de skal vokse op hos hver deres far, det ønsker veninden ikke at kommentere.

- Beslutningen om deres fremtid, blev taget på den allerbedste måde. Det har været meget beundringsværdigt, siger hun, uden at ville være mere konkret omkring detaljerne i beslutningen.

- Det konkrete i beslutningen, har jeg lovet ikke at sige noget om. Det sker efter ønske fra Mira og familien. Det bliver for privat for dem, siger hun og fortæller at den ældste datter, Alberte, også har været involveret.

- Hun har været inddraget i beslutningen. I det hele taget har Mira forsøgt at være meget åben overfor sine børn om hendes fremtid.

Mira Wanting døde den 22. december. Hun blev bisat fredag fra Søndre Kapel ved Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København. Hun blev 34 år.