Det hele startede, da den ældste søster Pia dør af en nyresygdom i 1967.
- Pias død fik mine forældre til at gøre noget, der kom til at præge mig for altid. Min mor og far sendte mig væk. Var jeg til besvær midt i deres forfærdelige arbejde med sorgen?, spørger Claus Elgaard i bogen 'Med livet som indsats – en ludoman taler ud'.
Da forældrene senere får en datter igen, døber de hende Puk. P ligesom i Pia og kun tre bogstaver. Hun bliver erstatningsbarnet for Pia og bliver pakket ind i vat af både forældre og bedsteforældre. Imens søger Claus fred i ensomheden, og samtaleemnerne ved familiefesterne var altid ”det stille barn Claus”.
Med søsterens død traf deres far en beslutning:
- Da hans lille pige døde, gad han ikke mere. Det hele kunne være lige meget, og han besluttede sig for at drikke sig ihjel. Men han fejlberegnede processen, for det tager en del længere tid, end de fleste forestiller sig. Derfor blev min fars sidste år uden værdighed, fortæller Claus.
Men i hjemmet lærte han også en anden ting: at spille. Farfaderen spillede, hans far var glad for spil. Og i spil fandt Claus ikke kun glæde, men også lindring for de svigt, han oplevede i barndommen. Det blev til over ti år ludoman.
LÆS INTERVIEWET I MORGEN I B.T.
