Kunstskøjteløb fyldte meget i blogger og tv-personlighed Irina Olsens barndom. Fra hun var fire år, dyrkede hun sporten, og hendes forældre ville have, hun skulle blive professionel. Derfor var der ingen pauser eller tid til venner.

Det fortæller hun i ’Til middag hos’, som bliver sendt tirsdag på TV3. I programmet er Irina Olsen vært, og hun disker op med specialiteter fra Ukraine, hvor hun boede de første ti år af sit liv.

Under middagen spørger gæsterne, DR Ultra-vært Joakim Ingversen, professionel danser Thomas Evers Poulsen og tidligere komtesse Camilla af Rosenborg ind til divaens liv i Ukraine, hvor skøjteløb fyldte meget, og hvor forældrene havde høje ambitioner på deres datters vegne.

»Jeg ved ikke, om I har set de der gymnastfilm, hvor man pacer sine børn frem. Det var ligesom det. Jeg blev pacet til kunstskøjteløb. Det var sådan, at jeg kom hjem fra træning og så skulle jeg sidde i spagat. Der var ingen pauser,« fortæller Irina Olsen i programmet.

Irina the Diva mener selv, at hun kunne være blevet professionel kunstskøjteløber, hvis ikke hun havde valgt at stoppe med sporten. Men det blev for hårdt, når der ikke var nogen pauser, og når ens forældre var trænere i stedet for forældre, forklarer hun.

Irina Olsen valgte Ukraine som tema for aftenen i 'Til middag hos' og iførte sig derfor en klassisk ukrainsk kjole og blomster i håret.
Irina Olsen valgte Ukraine som tema for aftenen i 'Til middag hos' og iførte sig derfor en klassisk ukrainsk kjole og blomster i håret. Foto: TV3
Vis mere

»I den tid var der ingen fest, ingen venner, ingen tid til den slags.«

Derfor valgte hun som teenager at stoppe med sporten, og det faldt ikke i god jord hos forældrene.

»Mine forældre blev skuffede og meget sure, da jeg droppede skøjteløb. De havde jo brugt millioner af kroner på mig og investeret meget af deres tid og energi på det, og så kom jeg og sagde, at jeg ikke ville mere. Så vi talte ikke sammen i to år,« fortæller hun.

I dag har bloggeren et godt forhold til sin mor, og de to har den relation, som Irina Olsen altid har drømt om. Derimod har hun ingen kontakt med sin far, som ikke kunne rumme hendes nye tilværelse som reality-stjerne. Han drømte om, at hun skulle være skøjteprinsesse eller læge ligesom ham selv.

I Ukranie drikker de vodka for godt helbred, så det skal gæsterne DR Ultra-vært Joakim Ingversen, professionel danser Thomas Evers Poulsen og tidligere komtesse Camilla af Rosenborg i 'Til middag hos' også. Se hvordan de tackler det tirsdag klokken 19 på TV3.
I Ukranie drikker de vodka for godt helbred, så det skal gæsterne DR Ultra-vært Joakim Ingversen, professionel danser Thomas Evers Poulsen og tidligere komtesse Camilla af Rosenborg i 'Til middag hos' også. Se hvordan de tackler det tirsdag klokken 19 på TV3. Foto: TV3
Vis mere

Irina Olsen lever i dag af sin blog og har derudover en Youtube-kanal, hvor hun deler videoer og er aktiv på sociale medier, der hele tiden skal holdes ved lige, så hendes følgere har noget at se og læse. Men inden da blev hun særligt kendt for sin deltagelse i forskellige reality-programmer, blandt andet ’Fristet’ og ’Divaer i Junglen’.

Deltagelsen i programmerne og hendes ry som en festglad pige var en del af hendes identitetsdannelse, fortæller hun.

»Jeg brugte nogle år på at finde ud af, hvem jeg var, når jeg ikke længere var kunstskøjteprinsessen,« siger hun.

’Til middag hos’ er blot et af de tv-programmer, hvor Irina Olsen i øjeblikket er aktuel og åbner op om sin barndom i Ukraine. DR3 sender ’Irina – en Diva Vender Hjem’, som er en miniserie på fire afsnit, hvor Irina Olsen rejser tilbage til Ukraine og besøger de steder, hvor hun er vokset op.