Berlingske har bedt skuespiller Benedikte Hansen om at svare på nogle af sommertidens store spørgsmål i serien »Kulturgrillen«.

Skuespiller Benedikte Hansen, hvordan har du det med ...

... selfies?

»Jeg tager aldrig selv selfies, men jeg er tit med på andres selfies, og det synes jeg egentligt er ret hyggeligt. Så jeg er hverken for eller imod selfies, og helt generelt er jeg mere voyeur end deltager på de sociale medier.«

... debatten på Facebook?

»Jeg poster yderst sjældent noget på Facebook, men jeg kigger da jævnligt med. Jeg logger vel på et par gange om ugen, og jeg synes egentlig, at tonen er meget høvisk, selv om det selvfølgelig kan gå amok af og til. Jeg kan forstå, at rigtig mange mennesker er afhængige af Facebook – det kan jeg ikke forstå, at man kan blive, for jeg synes hurtigt, at Facebook bliver ret kedelig. Jeg synes også, at det er lidt trist, hvis de sociale medier bliver en konkurrence om likes, hvor folk bliver kede af det, hvis de ikke får nok likes. Hvis man hele tiden måler og vejer, er der jo nok at blive ked af.«

... nudisme?

»Jeg har gennem mit lange liv bemærket, at nudister – i lighed med militæret – er vanvittig gode til at finde de smukkeste steder i naturen. Det handler selvfølgelig om, at det skal være lidt afsides og lidt hemmeligt. Så hvis man vil finde et naturskønt sted, kan man styre efter nudisterne. Det erfarede jeg blandt andet, da jeg for mange år siden rejste gennem det daværende Jugoslavien, hvor det kunne være svært at finde frem til de gode strande på grund af de mange klipper. På et tidspunkt spottede vi fra et bjerg den skønneste sandstrand med et lille hotel. Vi fandt en vej derned, og hotellet så fuldstændig vidunderligt ud. Men da vi kom ind i receptionen, var alle gæster og medarbejdere nøgne. Vi var fuldstændig uforberedte, så det var lidt specielt. Vi kiggede lidt på hinanden og besluttede os for at blive en enkelt nat. Det var underligt at gå nøgen rundt, og min grænse blev nået, da vi skulle spise middag uden tøj på. Det var i overkanten for mig, selv om jeg overhovedet ikke synes, at der er noget galt med at vise sin nøgne krop frem.«

... sommerregn?

»Jeg elsker sommerregn. Når en stille regn daler på en sommerdag, kan jeg godt finde på at stille mig ud i regnen og bare nyde den. Efter regnen er naturen magisk. Alting strutter og dufter.«

... havearbejde?

»Det er en lise for sjælen. Jeg har et sommerhus med en stor have, som jeg knokler rundt i. Og det er fantastisk at se resultatet, når man for eksempel befrier en klemt busk, og den pludselig strækker sig og vokser til alle sider. Det er sjovt og livsbekræftende.«

... rødgrød med fløde?

»Jeg har både solbær og ribs i min have, og jeg kan virkelig be­gejstre mine venner ved at lave rødgrød med fløde. Rigtig rødgrød består kun af to slags bær – og det skal være solbær og ribs, så den bliver lidt skarp.«